Samfund

Gammel fabrik på overarbejde: Presser 13 millioner vinyler om året

Salget af vinylplader siger kraftigt, viser nye tal fra USA. Fra 2013 til '14 med 52 procent - til 9,2 millioner - det højeste antal siden 1991.

TV 2 har besøgt Europas største pladefabrik i det nordøstlige Tyskland. På Optimal i byen Röbel kæmper gamle maskiner og passionerede medarbejdere for at følge med den store efterspørgsel.

- De sidste to år er efterspørgslen efter LP'er steget enormt. For to år siden valgte vi at øge kapaciteten, siger Bernd Altmann, der er leder af vinylafdelingen på Optimal.

De ca. 200 medarbejdere sørger for at pladerne får en kærlig behandling - fra start til slut.

Over 13 millioner plader blev sidste år produceret her - for bare få år siden var tallet fire millioner.

Maskinerne på fabrikken er fra 70'erne, for da det så sort ud for pladeindustrien i 90'erne, stoppede maskinproducenterne med at lave nye maskiner:

- Der fås ikke service til maskinerne mere. Vi må selv reparere dem. Så vi skal finde medarbejdere, der ikke kun kan betjene anlægget, men også reparere dem, siger Bernd Altmann.

Petra Frank er kvalitetskontrollør på Optimal.

- Hvis den skratter eller er beskadiget, så kan vi høre det. En LP er noget særligt. Hvis jeg lægger den på derhjemme, lytter jeg intenst til musikken. Hvis jeg tænder for noget downloaded, en CD eller MP3, så er det baggrundsmusik, siger Petra Frank.

Vinylpladen, som i årtier var det mest populære musikmedie, blev slået omkuld af CD'en i slutningen af 1980'erne, men grammofonpladen er ved at genvinde en stærk position på markedet.