Samfund

Børneombudsmand afviser... børn

Op mod 93 procent af de børn, der de seneste to år har klaget til Børneombudsmanden, har fået afvist deres klage. Det skriver Berlingske.

Sidste år afviste Ombudsmandens Børnekontor at behandle 719 klager ud af i alt 769 klager. Årsagen er, at børnene først skal igennem en stribe andre klageinstanser, før Børneombudsmanden kan gå ind i sagen. 

Og den praksis får både børneadvokater og politikere til at kritisere ordningen.

Børneadvokat Gry Rambusch kalder ordningen et "politisk bluffnummer. 

- Hvad nytter det at have et børnekontor, hvis man står i en krisesituation, og man først skal henvende sig til nævn og styrelser, før ens klage kan blive behandlet? Alene det, at børn henvender sig, signalerer, at rettigheder er overtrådt. Børn klager jo ikke bare i øst og vest, siger hun til Berlingske. 

I Folketinget ønsker SF og Enhedslisten at evaluere den nuværende ordning, som blev oprettet i november 2012, efter at FNs børnekomité kritiserede Danmark for ikke at leve op til børnekonventionen.