Samfund

Uret tikker: I dag kan vi rykke et skridt nærmere dommedag

Viseren på det symbolske dommedagsur, der tæller ned til ragnarok, forventes at blive rykket tættere på midnat i dag. Med en sådan udmelding vil forskerne gøre verden opmærksom på, at vi bevæger os tættere på 'dommedag'.

Det er en voksende bekymring for udviklingen af atomvåben verden over og accelererende klimaforandringer, der i dag forventes at udløse en ændring af dommedagsurets tidsindstilling.

Svar senere i dag

I dag afholder the Bulletin of the Atomic Scientists (BAS) en international pressekonference, hvor de afslører, om viseren på dommedagsuret skal rykkes tættere på midnat.

Det er tre år siden, viseren sidste gang blev rykket. Her blev viseren rykket et minut frem fra seks til fem minutter i midnat. Uret blev stillet frem på grund af en bekymring for atomvåben og global opvarmning. 

The Bulletin of Atomic Scientists (BAS) udgiver et magasin, hvor en række førende eksperter i global sikkerhed arbejder for at kommunikerer til verden, om hvor tæt vi er på vej til at udslette os selv.

Dommedagsuret blev første gang stillet i 1947, da den kolde krig startede efter afslutningen på 2. Verdenskrig. Forskerne gjorde igennem urets symbolik opmærksom på, at brugen af atombomber var tæt på at føre til udslettelse af menneskeheden.

Stillet 21 gange

Da uret blev lavet, stod klokken på 23:53 og er siden blevet stillet frem og tilbage 20 gange.

Her kan du se en tidslinje over udviklingen af dommedagsuret.

Kort efter uret blev stillet i 1949, blev det stillet fire minutter frem til 23:57 og i 1953 stod viseren på 23.58, da våbenkapløbet under den kolde krig var allermest tilspidset.