Samfund

Muslimer For Fred på gaden: Vi accepterer ikke radikalisering

Organisationen Muslimer for Fred havde fredag eftermiddag taget opstilling i indre København for at dele flyers ud til forbigående.

Budskabet er at tage afstand fra radikaliseringselementer i samfundet og med egne ord ”formidle islams fredelige budskab”.

- Vi vil på baggrund af islams fredelige lære gerne sende et utvetydigt signal om - både overfor muslimer og ikke-muslimer, at vi ikke accepterer radikalisering, og at islam lærer os at være loyale overfor det land vi bor i. Det er vigtigt, at vi står sammen, på tværs af øvrige forskelle, som danskere og fredselskende mennesker for at bekæmpe disse tendenser, forklarede Imad Malik, der er talsmand for menigheden bag initiativet Muslimer for Fred, Islams Ahmadiyya Menighed.

TV 2 NEWS var på gaden og snakkede blandt andet med Imad Malik. Han fortalte, at de fleste forbigående borgere var interesserede i budskabet.

- Jeg synes generelt folk tager godt imod folderen. Der er selvfølgelig folk, der har travlt, og det er selvfølgelig fair nok. Men folk, der ser folderen, tager ofte gerne imod. Enkelte takker nej, men det er jo også fint.

Der har den seneste uge været stor fokus på radikalisering af unge muslimer i Europa. Det sker efter to de to terrorangreb i Paris i sidste uge, hvor den satiriske avis Charlie Hebdo blev angrebet. Samtidig behandler Folketinget i øjeblikket et lovforslag, der skal gøre det sværere for unge at drage i krig i Syrien eller Irak, samt andre stramninger for at dæmme op for terrortruslen.