Tina kan ikke hilse på sine børn på gaden
Pressenævnet har udtalt kritik af artiklen
Torsdag 20.50 sender TV 2 fjerde afsnit af dokumentaren ’Med børnene som våben – krigen fortsætter’, hvor der sættes fokus på børn i skilsmissefamilier.
En af de medvirkende er Cirkeline Westergaard, der torsdag var med i Go’morgen Danmark for at fortælle, hvordan situationen er i dag. Det er nu fire år og to måneder siden, hun sidst havde almindeligt samvær med sine børn.
- Det er gået helt i hårdknude, der er ikke mere for mig at gøre. Jeg havde anket den sidste afgørelse i Statsforvaltningen til Landsretten, og jeg har fået afslag. Det er fire år og to måneder siden almindeligt samvær, og i september 2011 så jeg dem i en kælder i Ringkøbing, hvor jeg skulle overvåges, siger hun i Go’morgen Danmark.
For Cirkeline Westergaard er det afgørende, at der kommer konsekvenser, hvis den ene part nægtes samvær.
- Det er enormt vigtigt, at tiden ikke går. Systemet har trynet min sag, og samtidig fortalte de bagefter, at jeg ikke kunne se mine børn, fordi der var gået for lang tid, men det var jo dem, der trak det i langdrag, jeg prøvede alt, hvad jeg kunne, siger hun.
- Skilsmissepakke vil ikke ændre på noget
Med i Go’morgen Danmark var også Tina Beck, der står i samme situation. Hun har ikke set sine børn siden et overvåget samvær inden sommerferien i 2014, selvom de bor i samme by, og hendes datter fra et andet forhold går på samme skole.
- Vi bor i samme by, og de tre børn går i skole sammen, og jeg skal navigere rundt i en underlig verden. Jeg kan ikke hilse på mine børn, selvom jeg passerer dem på gaden, og min datter kan ikke være sammen med dem på skolen, forklarer hun i Go’ morgen Danmark.
Hun mener ikke, at den nye skilsmissepakke 2, der færdigbehandles fredag, kunne have hjulpet hende med at se børnene.
- Med de problemer mig og mine børn har haft, ville det ikke ændre på noget. Der skal gribes ind, så snart de begynder at holde børnene fra samværet. Sagsbehandlingen kan være årelang, og det afgørende er, at de ikke stopper samværet så lang tid, som de gør, siger hun.