Samfund

Hilsner og blomster ved fransk ambassade: "Vi må aldrig lade os true til tavshed"

- Vi må aldrig lade os true til tavshed.

Sådan stod der i en af de mange hilsner, danskere og franskmænd har lagt ved den franske ambassade på Kgs. Nytorv i København.

Torsdag er sørgedag i Frankrig, flaget vajer på halv på den franske ambassade, og sorgen over de 12 dræbte ved attentatet i Paris onsdag gennemstrømmer hilsnerne.

- Fred og kærlighed, står der i en anden hilsen.

Blomsterbuketterne er mange, og også franskmænd i Danmark har lagt hilsner og blomster.

- Mit hjerte græder for ytringsfriheden, står der i en af hilsnerne på fransk. Je suis Charlie (Jeg er Charlie, red.).

På en dag, som står i sorgens tegn for franskmændene, har mange danskere og franskmænd i Danmark ønsket at dele sorgen med Frankrig, viser de mange blomsterbuketter.