Forældre i oprør: Flygtninge skal ikke bo ved vores skole

16x9
Der er ved denne parkeringsplads ved Stengårdsskolen, der kan ses i baggrunden, at kommunen planlægger, at flygtningene skal bo Foto: Google maps

I en række af landets kommuner er der mangel på boliger til de mange flygtninge fra især Syrien, der for øjeblikket får opholdstilladelse i Danmark.

I en række af landets kommuner er der mangel på boliger til de mange flygtninge fra især Syrien, der for øjeblikket får opholdstilladelse i Danmark.

En af dem er Egedal Kommune på Sjælland, hvor man derfor har planer om at indkvartere 20 flygtninge i en pavillon på en parkeringsplads udenfor Stengårdsskolen i Ølstykke. En beslutning, der har skabt vrede og bekymring blandt mange af forældrene til skolens børn, som derfor har skrevet et brev til kommunen. En af dem er Christian Sødergreen:

- Vi har det ikke godt med, at vores børn skal gå forbi flygtningene og færdes tæt på dem. Der kan være kulturforskelle, som kan tilspidse situationer, og den risiko skal vi ikke udsætte vores børn for, siger han til lokalavisen.dk og uddyber:

- Ingen siger, at de kommende beboere er slemme eller vil noget ondt, men det må være forventeligt, at disse mennesker ikke har det rart i sjælen og har brug for fred og ro, inden de bliver fuldt integrerede i lokalsamfundet, såfremt de skal tage permanent ophold i Danmark. Derfor er placeringen forkert, siger han.

Christian Sødergreen og de øvrige forældre har nu gjort indsigelse mod kommunens planer og ønsker blandt andet svar på, om Egedal Kommune er villig til stille garanti for børnenes sikkerhed.

Kommunen deler ikke bekymring
I Egedal Kommune forklarer man, at den påtænkte indkvartering af flygtningene på parkeringspladsen er begrundet i, at det ganske enkelt er et af de steder, hvor det lader sig gøre rent lokalplansmæssigt. Og selvom man respekterer forældrenes udmelding, så deler man ikke deres bekymring om, at placeringen er kritisabel.          

- Vi har selvfølgelig stor respekt for de her forældre, men når man ser på vores erfaringer med flygtninge i kommunen, så er der ikke grund til bekymring. Vi kan ikke give nogen garantier, ligesom man heller ikke altid kan gardere sig mod, at et barn bliver kørt over, men vi har kun haft én klage over flygtninge i min tid i kommunen (siden 2008, red.), og det var nogle unge mennesker, der spillede for højt musik, siger Centerchefen for borgerservice, Keld Eldrup, som er ansvarlig for modtagelse af flygtninge i Egedal Kommune til tv2.dk og fortsætter:

- Til gengæld må vi nok erkende, at kommunikationen i den her sag kunne have været bedre. Det har nok været lidt forhastet, og vi burde nok have haft et informationsmøde med borgerne på forhånd.     

Det er planen, at flygtningene skal være indkvarteret pavillonerne i kommunen til marts.

Også ved Lærkeskolen i Stenløse er der planer om placerer en pavillon – her er der imidlertid ikke blevet klaget over planerne, oplyser Egedal Kommune til tv2.dk. Dette kan dog skyldes, at forældrene angiveligt først i dag er blevet informeret af kommunen via skolens intranet, skriver en forældre til et barn på Lærkeskolen i en email til tv2.dk.       

Forældre er i oprør omkring planer, om at indkvartere 20 flygtninge i en pavillon på en parkeringsplads uden for den lokale skole.

Posted by TV 2 NYHEDERNE on Tuesday, January 6, 2015