Samfund

Dronningen i nytårstale: Vi skal forvente noget af hinanden

Unge og flygtninge fra Syrien var hovedemnerne i dronningens nytårstale. Talen holdes i år på Fredensborg.

Dronning Margrethe talte i sin nytårstale direkte til landets skoleelever og desuden til de unge, som står over for at vælge deres videre vej i livet.

- Lige nu er der juleferie, men snart skal børn og lærere i gang igen. Jeg vil gerne ønske alle jer børn, der ser med i aften, et rigtigt godt nytår. Efter ferien tager I fat igen, så gælder det om at vise, hvor dygtige I kan blive, sagde hun.

- Man skal gøre sig umage. Vi skal blive ved med at gøre vores bedste. Både unge og gamle skal gøre sig umage, sagde dronningen.

Og til dem, der er færdige med grundskolen og står for at vælge uddannelse, lød det:

- Skal man stræbe efter en universitetsuddannelse. Skal man måske lære et håndværk. Blive en god tømrer, en dygtig mekaniker. Sætte sin egen lille virksomhed i gang. Uanset hvad man vælger, må man gøre sig umage.

- Al begyndelse er svær, men glæden er stor, når det lykkes. Jeg ønsker, at 2015 må blive et år, hvor mange unge får lyst til - og held med - at tage fat, også på de svære opgaver.

Vi skal forvente noget af hinanden

Dronningen mindede desuden om, at det er vigtigt, at vi forventer noget af hinanden.

- Hvis man slet ikke har nogen forventninger til et andet mennesker, hvis man bare siger: "Det kan du slet ikke klare", så ligger det i luften, at der nok ikke kommer noget ud af det. Det kan være de ord, der vælter hele læsset.

- Så er vi måske med til at ødelægge et menneskes fremtid.

Også de mange flygtninge, som i 2014 er kommet til Danmark, fik et ord med på vejen. Og det samme gjorde de kommuner, som tager imod dem.

- Kommunerne har fået nok at se til, både de store og små. De bliver godt hjulpet på vej af de frivillige organisationer og mange enkeltpersoner, sagde dronningen, som i samme sætning opfordrede til at hjælpe flygtningen med at få fodfæste og klare sig selv.

- Hjælpen alene gør det ikke. Vi skal også anspore de nyankomne til at opbygge en ny tilværelse, hvor de kan tage ansvar for sig selv og gøre deres bedste for at falde til i det fremmede land, enten den tid bliver lang eller kort.

Talen blev holdt på Fredensborg Slot og transmitteret på storskærme opsat i Ydre Slotsgård. Her havde flere hundrede borgere fra byen taget opstilling, mange iklædt nytårshatte og med champagneglas i hænderne.

Det er usædvanligt, at dronningen holder sin tale på Fredensborg Slot. Normalt opholder regentparret sig kun på slottet i sommerhalvåret, men på grund af byggearbejde på Amalienborg har det været nødvendigt at flytte talen til Fredensborg.

Talen blev holdt fra sommerresidensen

Talen holdes i Havesalen, som tidligere har dannet rammen om en række store begivenheder i den kongelige familie.

Det var her kronprins Frederik i 2003 præsenterede sin forlovede Mary Donaldson, ligesom prins Joachim og Alexandra Manley samme sted proklamerede deres forlovelse i 1995.

Det er ikke første gang, at dronningen holder sin nytårstale fra sommerresidensen. Det samme skete i 1979 og 1980, hvor Christian IX's Palæ på Amalienborg var under ombygning.

Denne gang er det palæets tag, der skal renoveres, og dronningen kan derfor ikke benytte sit modtagelsesværelse, hvorfra hun normalt taler.

Nytårstalen er nummer 43 i rækken af taler, som dronning har holdt, siden hun blev regent i 1972.

/ritzau/

Hvad synes du om talen? Deltag i debatten på Facebook her.

- Man skal gøre sig umage. Vi skal blive ved med at gøre vores bedste. Både unge og gamle skal gøre sig umage, sagde dronningen i sin nytårstale. Hvad synes du om talen?

Posted by TV 2 NYHEDERNE on Wednesday, December 31, 2014