Læge: Jeg spilder min tid bag et skrivebord
TV 2 Nyhederne har undersøgt, hvad en læge på en almindelig vagt bruger sin tid på.
I den anledning har vi fulgt i hælene på læge Peter-Martin Krarup fra Bispebjerg Hospital og med et stopur registreret, hvad han bruger sin tid på.
Resultatet af undersøgelsen er, at på en vagt mellem klokken 8:00 og 15:30, bruger han kun 38 procent af sin arbejdstid på at være i direkte patientkontakt. 32 procent bruger han på dokumentation og registrering bag skrivebordet. De resterende 30 procent bruger han på møder og frokost.
For Peter-Martin Krarup er det i høj grad de forældede IT-systemer, som tager meget af hans tid.
- Jeg kunne godt ønske mig et bedre IT-system. Jeg kunne godt ønske mig, der var mere tid til patienterne. Det er langt fra altid, at jeg kan leve op til den omsorg, jeg gerne vil drage for mine patienter. Effektivisering er godt til en vis grænse, men når man kommer ud over den her grænse, så går det nok ud over patienternes følelse af helhed, siger Peter-Martin Krarup.
Alt for meget tid i sygehusvæsnet går med at udfylde skemaer og registrere i forældede IT-systemer. TV 2 har talt med sygeplejersker, læger og sosu-assistenter over det meste af landet, der er bekymrede for den stigende mængde af skrivebordsarbejde samtidig med, at der bliver mindre og mindre tid til patienterne.
I de senere år, er behovet for at dokumentere og registrere alt, hvad sygehuspersonalet foretager sig, vokset. Alt sammen for at sikre, dels at der ikke bliver begået fejl, og dels at driften af sygehusene bliver så effektiv som muligt.
Men det har ifølge ledende overlæge Ejler Ejlersen fra Vejle Sygehus paradoksalt nok betydet, at sygehusene i jagten på effektivitet er blevet mere ineffektive.
- Der er et ønske om at være effektive, og der er et ønske om den gode kvalitet. For at fremme kvaliteten og effektiviteten, så har vi ledt efter nogen steder, vi kunne slå ned, og gøre mere effektive. Det har, i hvert fald nu i en periode, betydet, at vi er mindre effektive, fordi vi bruger så frygtelig meget tid på at finde ud af, hvordan vi kan blive mere effektive,siger Ejler Ejlersen.