Samfund

Maltrakteret dådyr i Dyrehaven dræbt af hund

Det var en hund, der tidligere på ugen havde skamferet en dådyrkalv i Dyrehaven ved København i sådan en grad, at man frygtede, at der kunne være en ulv på spil.

- Vi har nu fået svar på dna-resultaterne, og de viste, at der er tale om en hund, siger Naturstyrelsens pressechef, Kenneth Bo Jørgensen, til tv2.dk.

På trods af, at det nu er afgjort, at der ikke er en ulv på spil i Dyrehaven, hvor mange mennesker færdes dagligt, så opfordrer Naturstyrelsen stadig til agtpågivenhed, når man færdes i haven.

- En glubsk hund er meget farligere end en ulv. Derfor skal man aldrig gå hen til løstgående hunde, advarer Kenneth Bo Jørgensen, der dog ikke fraråder ophold i Dyrehaven.

Naturstyrelsen har i løbet af ugen været på jagt efter det glubske dyr - indtil videre uden held. Styrelsen har også kontaktet Nordsjællands Politi for at få tilladelse til at skyde dyret.