Samfund

Ejer af ulovligt lager med rottelort står bag stor slikkæde

Mandag rykkede Fødevarestyrelsens rejsehold ud til fem slikbutikker rundt omkring i Jylland - og det var i den forbindelse, man via et tip fandt frem til det uregistrerede lager fyldt med slik i Tranbjerg ved Aarhus​.

Det fortæller Søren Jensen, fødevareefterforsker hos Fødevarestyrelsen, til tv2.dk.

- Vi kørte ind til lageret og fik forbindelse til ejeren, som ikke var indstillet på at lukke os ind. Det var først, da vi truede med låsesmed og politi, at de kom ud og låste op. Der kunne vi konstatere, at lageret var fyldt med slik og massive forekomster af muse- og rotteekskrementer. Det var på kasserne, på selve slikket, på gulvet og i de tilstødende lokaler, siger han.

Fordi der manglede papirer på de 25 ton slik, er det uvist, hvor det er blevet solgt. Men i følge Søren Jensen er ejeren af lageret også ejer af slikbutikken Slikkepinden, som har butikker i Vejle, Herning, Aarhus, Randers og Aalborg.

- Det var tydeligt, at der var taget af slikket. Men vi aner ikke, hvad der er gået ud af lageret. Jeg kan derfor ikke udtale mig om, hvorvidt slik fra det lager er nået ud til Slikkepinden-butikker, siger Søren Jensen og tilføjer, at man derfor heller ikke ved, hvilket land slikket stammer fra, og om det eventuelt er blevet importeret fra Tyskland.

- Der var afgnavede vingummier med spor efter små musetænder. Det var alt muligt tænkeligt slik, lige fra små Snickers til vingummi, bolcher og slikkepinde, fortsætter han.

Søren Jensen forklarer, at skadedyr kan have mange forskellige bakterier, bl.a. salmonella og Weils' syge, som i ubehandlede tilfælde har en ret høj dødelighed.

Slikfundet er også problematisk, fordi køberne af slikket, hvis det er gået igennem flere led, i lighed med fødevaremyndighederne har svært ved at se, hvor slikket kommer fra.

- Det bedste råd jeg kan give er, at gå ind på vores hjemmeside og tjekke den butik, du har handlet i. Og om den kan bevise, hvorfra slikket kommer, lyder det fra fødevareefterforskeren.

Du kan se de seneste Smiley-rapporter fra Slikkepindens butikker i linket her.