Samfund

Messerschmidt om SAS-artikel: Det er fuldstændig forrykt

SAS har måttet trække julenummeret af selskabets rejsemagasin Scandinavian Traveler tilbage.

Tilbagetrækningen kommer efter flyselskabet har fået kritik for at bringe en artikel om højrefløjens fremgang i skandinavisk politik. Her mener flere norske politikere nu, at der trækkes en nazi- og facistparallel til blandt andet det norske Fremskrittspartiet, som i dag sidder i den norske regering.

Fremskrittspartiet (Frp) mener, at påstanden er afskyelig, og kræver en uforbeholden undskyldning fra koncernledelsen i SAS, samt at publikationen trækkes tilbage.

- Det er jo et godt forsøg på at binde os sammen med både Hitler og Quisling, siger Fremskrittpartiets Per Sandberg til TV 2 Norge.

Du kan læse teksten, som SAS nu har trukket tilbage hos den svenske avis Sydsvenskan

Også Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt tordner mod artiklen, som nu er blevet trukket tilbage.

- Jeg synes, at det er fuldstændig forrykt, at man i 2014 kan finde på at skrive sådan noget sludder. Og at et stort nordisk selskab kan få sig selv til at trykke det - det er helt uacceptabelt.

Morten Messerschmidt vil som medlem af Dansk Folkeparti ikke finde sig i at blive associeret med de bevægelser fra 1930'erne, som journalisten beskriver i artiklen.

- Det er usagligt, ahistorisk og det vidner om et perverst historiesyn, fastslår han over for TV 2 Nyhederne.

- Jeg vil ikke udstilles som nazist, eller noget der overhovedet minder om det.

Han mener, at SAS har et forklaringsproblem.

- Jeg er meget forundret over SAS' redaktionelle linje åbenbart muliggør, at det her kan ske. Jeg håber, at det er et udtryk for, at der er sket en fejl. Jeg venter selvfølgelig både en beklagelse fra SAS, over at det overhovedet kunne finde sted, men sandelig også en redegørelse for, hvordan det kunne finde sted, slutter Messerschmidt.