Samfund

Demonstration mod Hizb-ut Tahrir på Nørrebro

Hizb-ut Tahrir afholder søndag eftermiddag møde i Nørrebrohallen i København under overskriften er "Stolt over sharia".

På mødet skal deltagerne især drøfte den integrationsaftale, som de københavnske politikere indgik i oktober i år, om at bekæmpe tilslutningen til sharia.

Mens der holdes møde indendøre, demonstreres der imod den islamistiske forening udenfor.

Ifølge TV 2 NEWS' reporter på stedet var cirka 50 personer mødt op til moddemonstrationen, da mødet startede klokken 13.

En af dem var Venstres politiske ordfører Inger Støjberg, der talte til forsamlingen.

- Når de holder et møde, hvor de for eksempel siger, at man skal fremelske sharia, så har jeg jo ret til at sige, at det er jeg uenig i, og det er derfor jeg er her, siger Inger Støjberg til TV 2 NEWS.

Flere andre politiske partier har også taget afstand fra Hizb-ut Tahrirs møde.

Blandt andet har Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne på Københavns Rådhus rejst krav om, at kommunen må afvise visse foreningers adgang til offentlige lokaler som netop Nørrebrohallen.

Lars Aslan Rasmussen, politisk ordfører for Socialdemokraterne i Københavns Borgerrepræsentation, var også med til demonstrationen.

- For mig er det vigtigt at vise, at der er et andet Nørrebro, som ikke kan acceptere de ting, Hizb-ut Tahrir står for. Men så længe det er en lovlig organisation, så kan vi som politikere jo desværre ikke gøre noget, siger Lars Aslan Rasmussen.