Samfund

Elever: Lærerne har ikke tid til at rette opgaver

Elever på en række gymnasier over hele Danmark oplever i stigende grad, at deres lærere bruger mindre og mindre tid på at rette deres opgaver, skriver Berlingske.

Flere elever oplever en stigning i antallet af afleveringer, hvor kun første side er rettet grundigt, ligesom de oplever flere og flere gruppeafleveringer, skriver Berlingske.

- Jeg synes det er eksploderet med gruppe-afleveringer efter sommerferien. Vi har aldrig haft så mange som nu, siger 18-årige Kiri Ginnerup, der går på Gl. Hellerup Gymnasium, til Berlingske.

Anette Nordstrøm Hansen, formand for Gymansieskolernes Lærerforening, bekræfter overfor Berlingske elevernes fornemmelse af at lærerne har fået mindre og mindre tid til at rette deres opgaver. Sidste år fik gymnasielærerne ny overenskomst.

- Vi kan konstatere, at overenskomsten er blevet brugt til at gennemføre besparelser. En del lærere er blevet skåret i elevtid, og når det reduceres, får eleven mindre vejledning og færre rettelser, siger Anette Nordstrøm Hansen til Berlingske.