Samfund

Stjernekok: Får fængslede pædofile bedre mad end de ældre?

Den verdenskendte tv-kok Jamie Oliver kaster sig nu ind i debatten om den vakuumpakkede mad til de ældre i Danmark. Det skriver Jyllands-Posten.

Debatten har raset de seneste uger, efter det kom frem, at flere danske kommuner nu afleverer en uges ration af vakuum-madpakker til de ældre i stedet for at lade hjemmehjælperne smøre friske madder til dem på dagen.

Jyllands-Posten har præsenteret den britiske stjernekok for billeder af de omstridte vakuumpakker, og Jamie Oliver er angiveligt ikke begejstret.

Han tager forbehold for, at han ikke har smagt maden, men sætter alligevel spørgsmålstegn ved, hvor meget næring, der overlever i 15 dage i en vakuumpakket færdigret, selv om danske undersøgelser viser, at indholdet af mineraler og vitaminer stort set ikke falder.

Samtidig blinker hans indre advarselslamper ved tanken om de tilsætningsstoffer, der må til, for at maden kan holde sig så længe, skriver avisen.

-  Du kan nå til et punkt, hvor mad ikke længere er mad, fordi der er så mange tilsætningsstoffer. Man kan være sikker på, at hvis e-numre er dårlige for børn, så er de det også for ældre, siger Jamie Oliver og tilføjer:

- Man kan stille sig selv nogle helt enkle spørgsmål, f.eks: Får en pædofil i et fængsel bedre og mere frisklavet mad end den ældre, som betalte sin skat i mange, mange år, og som måske har været i krig for jeres land?

- Mange ældre er deprimerede, og det du viser mig her ser ikke godt ud. Det er ikke særlig appetitligt, vel? Kan det her gøres bedre? Ja, det er jeg sikker på, at det kan, og jeg er overbevist om, at der i dit land er kloge folk, som kan gøre det endog meget bedre, siger Jamie Oliver.

Har stjernekokken en pointe? Deltag i debatten på vores Facebook-side: