Samfund

Jussi Adler Olsen sætter ild til sin nye bog

Den er ventet af rigtig mange læsere. Den nye Jussi Adler Olsen-roman med vicekriminalkommissær Carl Mørck og hans assistent Assad. Sjette bog i serien om afdeling Q udkommer på fredag og har titlen ”Den Grænseløse” og handler bl.a. om overtro og okkulte og spirituelle kræfter. Noget den populære forfatter kender fra sit eget liv.

- Jeg beder altid en lille bøn før flyet letter, siger Jussi Adler Olsen, som heller ikke kan lide sorte katte, der løber over vejen.

Forventningerne til ”Den Grænseløse” er store. Aldrig før er en bog i Danmark trykt i et førsteoplag på 230.000 eksemplarer.

Den 64-årige Jussi Adler Olsen er et fænomen på verdensplan. Hans bøger er solgt i 10 millioner eksemplarer og oversat til mere end 40 sprog – blandt dem japansk.

Forfatteren er tidligere forlægger og kan det der med markedsføring. TV2’s journalist og kameramand var med, da der skulle laves PR-fotos til den nye bog.

På videoen øverst i artiklen kan du se Jussi Adler Olsen sætte ild til sin nye bog og høre ham fortælle om sit syn på det spirituelle.

19 Nyhederne har mere i aften søndag.