Samfund

Espersen om manglede flyvetilladelse: Grotesk og amatøragtigt

- Det er fuldstændig grotesk, at man får tilladelse til at bruge basen i Kuwait, men ikke får en tilladelse til at flyve.

Sådan lyder det fra politisk ordfører for de Konservative, Lene Espersen, efter det er kommet frem, at de syv danske F-16-fly, der er sendt af sted for at bekæmpe Islamisk Stat i Irak, endnu ikke har været i kamp, fordi man ifølge Berlingske mangler tilladelse til at benytte luftrummet over Kuwait, hvor flyene har base.

Flyene forlod ellers Danmark i al hast for godt to uger siden for at deltage i luftangrebene på IS, men siden har de ikke været på vingerne. Heller ikke til en træningsøvelse. Det er ifølge Lene Espersen for dårligt.

- Man havde så travlt med at komme af sted, at regeringen ikke engang havde tid til at svare på juridiske spørgsmål, siger Lene Espersen til TV 2 News.

Hun henviser dermed til, at de borgerlige partier inden F-16-flyene blev sendt af sted, stillede regeringen et spørgsmål om, hvorvidt man skulle dømmes for landsforræderi, hvis man valgte at rejse til Syrien eller Irak for at kæmpe for Islamisk Stat - og dermed mod den danske deltage i bekæmpelsen af terrorgruppen.

- Dengang blev de borgerlige partier hånet, og vi fik at vide, at vi trak tingene i langdrag. Men jeg må sige, at det virker amatør-agtigt, at man ikke har sikret sig flytilladelserne, siger Lene Espersen og fortsætter:

- Da man søgte om ophold på basen, skulle man allerede have søgt om flyvetilladelserne. Ellers må man revurdere, om det er det rigtige sted at have sin base. Imens vi venter, vinder IS frem det ene og det andet sted, og det er regeringens ansvar. 

Flyverstaben i Danmark har tidligere sagt, at flyene ville være klar til at deltage i kampen mod IS inden for få dage.