Samfund

Undersøgelse: Sunde virksomheder kæmper for lån i Udkantsdanmark

Uanset sund økonomi og gode idéer, så er det op ad bakke, hvis virksomheder og iværksættere vil tage lån i land – og yderkommuner, det viser en undersøgelse lavet af KL’s nyhedsbrev Momentum.

76 procent af erhvervscheferne i land og yderkommuner har i løbet af de sidste to år fået kendskab til flere iværksætterprojekter med gode muligheder, der er blevet nægtet lån til opstart af virksomhed.

Samtidig har 57 procent oplevet, at økonomiske sunde virksomheder har fået afslag på lån til nybyggerier eller større investeringer.

- Det er virkelig op ad bakke at skaffe finansiering til investeringer og iværksættere i nogle af landområderne i kommunen. Og det mindsker jo desværre mulighederne for, at vi kan få iværksættere til at slå sig ned i nogle af de ledige ejendomme, siger Henning Qvick, kommunaldirektør i Assens Kommune til Momentum.

Erhvervsminister: Det er ødelæggende for væksten

Martin Damm, der er formand for KL og borgmester i Kalundborg Kommune er bekymret over de manglende lån til projekter, der ellers ser lovende ud.

- Det er naturligt, at de største byer er lokomotiver for væksten i Danmark. Men det er helt afgørende, at vi skaber rammer for vækst i alle kroge af landet. Og det virker jo helt barokt, hvis driftige virksomheder og iværksættere bliver bremset, udelukkende fordi de har den forkerte geografiske placering, siger han til Momentum.

Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass kalder det uacceptabelt, hvis virksomheder nægtes lån, fordi de har adresse i et landområde.

- Jeg har gentagne gange tilkendegivet, at realkredit- og pengeinstitutter må lave en reel vurdering i hver enkelt lånesag. Det er uacceptabelt, hvis potentielle låntagere afvises alene på grund af beliggenhed. Det er ødelæggende for lokalsamfundet – og for væksten i Danmark, siger han til Momentum.