Samfund

SF: 'Helt uforståeligt at Tyrkiet løslader formodet drabsmand'

- Jeg synes, det er helt uforståeligt, hvis Tyrkiet har løsladt en formodet drabsmand. Og ikke bare en hvilken som helst drabsmand, men en, der formentlig er ekstremistisk og forsøgte at slå Lars Hedegaard ihjel.

Sådan lyder det fra SF's retsordfører Karina Lorentzen, efter det er kommet frem, at den 26-årige mistænkte for attentatforsøget på forfatter og islamkritiker Lars Hedegaard angiveligt er på fri fod i Tyrkiet og har været det i noget tid.

Udenrigsministeriet har over for TV 2 bekræftet, at de har modtaget oplysninger om, at den 26-årige danske statsborger er løsladt efter at have siddet fængslet i Tyrkiet siden april, men at det endnu ikke har været muligt at få bekræftet det af de tyrkiske myndigheder.

Det siger SF til sagen:

- Jeg vil bede om en redegørelse fra justitsministeren (Mette Frederiksen (S), red.). Hvad har man fra de danske myndigheders side gjort for at fremme udvekslingen? Har Tyrkiet orienteret om den her løsladelse, og hvordan har Danmark reageret på det? Det er en alvorlig sag, hvis det passer, at han er løsladt, siger Karina Lorentzen til tv2.dk og fortsætter:

- Det er virkelig, virkelig bekymrende, hvis han nu er i Syrien med Islamisk Stat, som det rygtes. Vi er jo optaget af at bekæmpe Islamisk Stat, så hvis en fra Danmark decideret er blevet udleveret til IS, så er det helt uholdbart. Det vil jeg gerne have en redegørelse for.

Samtidig forklarer hun, at løsladelsen også kan sætte Lars Hedegaard i en svær situation.

- Det bringer ham ud i en meget usikker og utryg situation. Han er gået fra at have et begrundet håb om, at denne gerningsmand kunne blive retsforfulgt til at han muligvis er en del af Islamtisk Stat. Det, synes jeg, vi bliver nødt til at påtale, hvis det er rigtigt, siger hun.

Det siger Dansk Folkeparti til sagen:

- Vi må have en forklaring på, hvad der er foregået. Og hvad der er sket siden, at Tyrkiet bryder den aftale, der har været, siger retsordfører Peter Skaarup til Ritzau og fortsætter:

- Det er oplagt, at man må rejse den sag over for Tyrkiet, for det er uholdbart. Hvad vil Tyrkiet sige til, hvis vi lod personer gå, som de ønsker udleveret i en sag, der er vigtig for dem, siger han.

Det siger Socialdemokraterne til sagen:

- Hvis det er rigtigt, så kan der ikke være to meninger om, at er det dybt problematisk, at de tyrkiske myndigheder agerer så fuldstændig uansvarligt, siger retsordfører Trine Bramsen til TV 2 News.

Selvom det endnu ikke er bekræftet af de tyrkiske myndigheder, er det alligevel en sag, man skal være opmærksom på, siger hun.

- Det har tændt alle advarselslamper hos de danske myndigheder. Er han på fri fod, så er det helt uacceptabelt. Han skal han fanges hurtigst muligt. Vi vil have ham stillet for en dommer, siger Trine Bramsen.

- Det er ikke bare et dansk problem, hvis Tyrkiet har udleveret fanger til Islamisk Stat, som det forlyder. Det er et internationalt problem, det kan det internationale samfund ikke lade ske, siger Trine Bramsen.

Det siger Enhedslisten til sagen:

- Jeg mener, det er afgørende, at regeringen hurtigst muligt får et klart svar fra Tyrkiet. Hvis Tyrkiet, som det er oplyst, har frigivet den mistænkte til IS, må de føre til en markant kritik af Tyrkiet, og det bør få konsekvenser for Danmarks forhold til Tyrkiet, siger forsvarsordfører Nikolaj Villumsen og kalder hele sagen for 'skandaløs':

- Det er skandaløst, hvis Tyrkiet har frigivet den mistænkte for attentatforsøget på Lars Hedegaard. Jeg har derfor indkaldt både justits- og udenrigsministeren i hastesamråd, så vi kan finde ud af hvad der er op og ned i sagen.

Det siger udenrigsminister Martin Lidegaard (R) til sagen:

 - Fra dansk side ser vi med stor alvor på sagen. Udenrigsministeriet indkaldte derfor i fredags den herværende tyrkiske ambassadør for at understrege sagens alvor og behovet for en forklaring, skriver Martin Lidegaard i en skriftlig kommentar til Ritzau og fortsætter:

 - Den danske ambassade i Ankara har ligeledes bedt de tyrkiske myndigheder om en snarlig og officiel afklaring af sagens forhold.

Justitsministeriet har ikke yderligere kommentarer i sagen.

Lars Hedegaard-sagen kort:

Attentatforsøget på den dengang 70-årige Lars Hedegaard fandt sted den 5. februar 2013.

Den islamkritiske samfundsdebattør blev opsøgt i sit hjem på Frederiksberg af en ung mand, der udgav sig for at være postbud. Da Lars Hedegaard åbnede sin hoveddør, trak den unge mand en pistol og affyrede et skud, dog uden at ramme.

De to mænd kom derefter i håndgemæng, og det lykkedes ikke den unge mand at affyre flere skud, før han stak af.

Trods en ihærdig efterforskning lykkedes det ikke politiet at finde frem til gerningsmanden før mere end et år efter.

Den 27. april 2014 oplyste Københavns Politi, at en mistænkt var blevet anholdt i Tyrkiet. Der var tale om en 26-årig dansk statsborger med libanesisk baggrund. Politiet fortalte samtidigt, at man havde overvåget manden i flere måneder.

Manden blev varetægtsfængslet i Tyrkiet og meddelte skriftligt sin danske advokat, at han gerne ville udleveres til retsforfølgelse i Danmark. I stedet er han blevet sat på fri fod i Tyrkiet - ifølge en redegørelse fra Justitsministeriet muligvis i forbindelse med en fangeudveksling med terrororganisationen IS.