Samfund

Frustreret mor: Kommunen svigter min autistiske dreng

Mikkel på 11 år har ADHD og autisme, og han fungerer slet ikke i en almindelig skoleklasse.

Indtil december 2013 gik han i et specialafsnit på en skole i Skævinge i Nordsjælland, men han var konstant i dårligt humør, blev mere og mere indadvendt, fik tics og lavede ind imellem ”stort i bukserne”, fordi han fik angst og ikke kunne overskue situationen.

Det fik skoleledelsen til at henvende sig til Hillerød Kommune og opfordre dem til at finde et andet og mere passende tilbud til Mikkel. Og efter et par måneder, hvor der endnu ikke var sket noget, meddelte skoleledelsen Mikkel og familien, at han ikke kunne være på skolen mere. Nu var det op til kommunen at tage akut affære.     

- Så havde vi et par møder med kommunen. De sagde, at Mikkel måtte få hjemmeundervisning, indtil de fandt en ny skole til ham. Det er nu mere end ni måneder siden, og han er endnu ikke kommet i skole med andre børn, siger Mikkels mor, Anja Britt Andreasen til tv2.dk.

Fire timers transport til skole

Hillerød Kommune tilbød ganske vist Mikkel en skole i Ringsted i maj. Men familien takkede nej, da transporttiden frem og tilbage til hjemmet i Nødebo ville løbe op i fire timer, og fordi Mikkel er angst for at køre i bil med fremmede.

- Men efter sommerferien var der stadig ikke sket noget, så siden august har han ikke fået anden undervisning end den, vi selv har forsøgt at give ham efter arbejde. Og mens min eksmand og jeg har forsøgt at passe vores arbejde, er han blevet passet af nogle fra et vikarbureau, fortæller Anja Britt Andreasen.

I sidste uge fik Mikkel så tildelt midlertidig enkeltmandsundervisning, og i denne uge er kommunen pludselig kommet med to mulige skoler til ham:  

- Det skete dog først efter, at Mikkels far meddelte kommunen, at vi ville gå til medierne og fortælle om vores forløb, siger Anja Britt Andreasen, der er tydeligt frustreret over kommunens indsats, som hun ikke tøver med at kalde ”et svigt”.

Kommunen: Vi kan ikke sikre alles behov fuldt ud

I Hillerød Kommune vil man ikke kommentere på den konkrete sag, men skriver i et svar til tv2.dk:

”Vores praksis er at have et meget tæt samarbejde med vores borgere, om de foranstaltninger der iværksættes, da det er en helt afgørende forudsætning for, at finde den bedste mulige løsning for barnet, den unge og familierne."

"Det er dog ikke altid muligt at finde en løsning, der sikrer at såvel forældres ønsker og barnets behov kan imødekommes fuldt ud."

"I de tilfælde, hvor borgeren har et ønske eller et behov for yderligere dialog i en konkret sag, vil vi altid imødekomme sådanne ønsker.”

ADHD-foreningen: Mikkels sag er katastrofal

Hos ADHD-foreningen kalder formanden Mikkels sag for "katastrofal".

- Det er forfærdeligt. Noget tyder på, at vi har med en dreng at gøre, der er blevet glemt i inklusions-debatten. Lovgivningen er ellers helt klar: Alle børn skal have et skoletilbud, siger formand Jette Myglegaard til tv2.dk.

- Mikkel er blevet svigtet på et tidspunkt i sit liv, hvor han har allermest brug for at være del af et fællesskab. Jeg plejer at sige, at børn med ADHD risikerer at gro nedad, hvis de bliver sat ud på et sidespor, som det er tilfældet med Mikkel her. Alle børn har brug for støtte i deres udvikling, især børn med ADHD.

Foreningen får løbende henvendelser fra forældre til børn med ADHD, der står i samme situation som Mikkel.

Deltag i debatten på Facebook her

Har du erfaringer fra sagsforløb i din kommune, som ligner det, Mikkels mor beskriver for tv2.dk? Så hører vi gerne fra dig: