Center for Familieudvikling: Sæt tidligere ind ved skilsmisser
Se 'Stop nu krigen, mor og far' på TV 2 PLAY - Første afsnit er gratis.
Regeringen møder kritik af deres blot én måned gamle barn, den såkaldte skilsmissepakke.
Center for Familieudvikling mener, at regeringens handleplan har et forkert fokus, når den sanktionerer og straffer forældrene fremfor at tilgodese børnenes behov.
- Det er positivt, at Statsforvaltningen nu får nye værktøjer til håndteringen af forældre med store konflikter, siger Søren Markussen, der er konsulent hos Center for Familieudvikling til TV 2 NEWS onsdag morgen.
Han synes dog, man skal komme skilsmisseforløbet i forkøbet, som man blandt andet gør det i Norge. Her bliver forældrene allerede ved skilsmissens indledning tilbudt vejledning og mægling for at tilgodese barnets tarv.
- Vi synes, man bør sætte ind langt tidligere og møde forældrene tidligere i processen. Man bør prøve at begrænse, at forældrene ender derude, hvor krigen mellem dem allerede er brudt ud. Den er for svær at standse, siger Søren Markussen.
- På den måde kan man hjælpe forældrene godt i gang.
Men er folk overhovedet klar til det, når de lige er blevet skilt, vil vært Anders Havndrup gerne vide.
- Det er min opfattelse, at forældrene er klar til at modtage hjælp og ny viden. De er i en helt ny livssituation, og de er meget interesserede i, at det ikke skal gå ud over deres børn, siger Søren Markussen og uddyber:
- Der er som regel kun gode intentioner, så jeg tror, forældrene er meget modtagelige.
Hos Center for Familieudvikling synes man ikke, det er den rigtige løsning at sanktionere forældrene.
- Konflikterne eskalerer, og derfor skal man sætte ind tidligere, siger Søren Markussen.
Du kan se hele interviewet med Søren Markussen fra Børns Vilkår øverst i artiklen.