Kæmpe opgave: Nu samles Danmarks nye dinosaur

En kæmpemæssig dinosaur er ankommet til København.

En kæmpemæssig dinosaur er ankommet til København. Misty, som den hedder, er Zoologisk Museums nye store trækplaster, og knoglerne bliver lige nu pakket ud og samlet til det 17 meter lange skelet, som det er.

- Det er helt vildt fedt. Jeg har ventet længe på dette, fortæller kreativ udvikler hos Zoologisk Museum, Joachim Engel til TV 2 News.

- For mange af os, som er naturinteresserede, og som har kigget i dino-bøger som små, så er dette på en eller anden måde det ultimative.

Misty tilhører arten diplodocuslongus - bedre kendt som 'langhals' - en fredsommelig planteædende kæmpe, der levede for cirka 150 millioner år siden i det vestlige Nordamerika.

- Det er ikke noget, vi har haft lignende i Danmark før, siger Joachim Engel.

Prisen for fossilet var 4,3 millioner kroner, og det er takket været en rundhåndet donation fra Det Obelske Familiefond, at museet har kunnet erhverve sig fossilet.

Skelettet blev fundet ved lidt af et tilfælde tæt ved byen Ten Sleep i den amerikanske delstat Wyoming i USA i 2009.

Den tyske palæontolog Raimond Albersdörfer var i færd med en udgravning, da hans to sønner spurgte, om de måtte grave med. De fik et sted at grave i nærheden, hvor de fandt en knogle, der var så stor, at de ikke kunne bære den.

Misty kan ses i Zoologisk Museum, når udstillingen åbner 1. oktober.

Misty er en dinosaur af arten Diplodocus longus.

Den levede for cirka 150 millioner år siden i det vestlige Nordamerika.

Langhalsen var en planteædende kæmpedinosaur, der måler cirka 17 meter i længde.

'Lillefod' fra tegnefilmserien 'Landet for længe siden' var en dinosaur af arten Diplodocus longus.