Kritik af rejseforbud: Ingen problemer med familiebesøg
Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti vil gøre det ulovligt at rejse til Syrien og det nordlige Irak uden at have en særlig tilladelse, skriver Berlingske.
Men forslaget rammer for bredt lyder det fra Deniz B Serinci, der er redaktør på den kurdiske avis i Danmark, Jyian.
- Jeg forstår godt, at man vil bekæmpe terror og lignende, men hvorfor kan man ikke tage til Kurdistan og lignende, når der er sikkert der?
- Det sender det forkerte signal til kurdere og andre om, at sikkerheden ikke er god nok, og det viser mistillid. Det nordlige Irak er et sikkert sted, og der er også journalister til stede, siger han til TV 2 News.
Ulovlige rejser skal straffes med seks års fængsel
Danske statsborgere der rejser afsted uden tilladelse skal kunne straffes med fængsel i seks år, fortæller Venstres integrationsordfører Martin Gertsen til TV 2 News.
- Hvis der nogle områder, hvor der er en høj risiko for, at de mennesker, der tager ned og kæmper, vender tilbage som radikaliserede, så vil myndighederne sige, at den her zone kan man ikke rejse til, medmindre man har et ædelt formål, siger han.
Spørger man Deniz B Serinci, så bør man i stedet fokusere på forebyggelsen af radikalisering herhjemme.
- De bør holde bedre øje med ekstreme miljøer i Danmark, hvor der rekrutteres. Der er måske bestemte moskéer, hvor man har en meget ekstrem tolkning af Islam, som de færreste muslimer er enige i, og man bør holde øje med dem og måske tage passet fra dem, siger han.
PET har vurderet, at over 100 danskere er taget til Syrien for at kæmpe. Langt de fleste kæmper som hellige krigere med islamiske fundamentalister, men nogle kæmper også i den frie syriske hær imod fundamentalisterne. Forslaget lægger ikke op til, at der skal være en forskel på det forhold.
Regeringen forventes om kort tid at præsentere en pakke mod radikalisering, som skal forhindre hellige krigere i at drage i krig.