Samfund

Overlæge: E-cigaretter er mere effektive end læger

Mens mange danskere er begyndt at ty til e-cigaretten i stedet for den tobaksbaserede cigaret. Og selv om e-cigaretten umiddelbart synes at være et smart alternativ, vil sundhedsmyndighederne ikke anbefale den endnu. Men overlæge Philip Tønnesen taler gerne pænt om den røgfri e-cigaret.

"For den store gruppe af rygere, der forsøger rygestop uden support, synes e-cigaretten at være et effektivt middel," skriver Tønnesen i en leder i det seneste nummer af Ugeskrift for Læger.

"Fra et samfundsperspektiv vil anvendelsen af e-cigaretter 'producere' langt flere eksrygere, end vi er i stand til i sundhedsvæsenet."

Når sundhedsmyndigheder som Sundhedsstyrelsen og WHO endnu ikke vil anbefale folk at gribe til e-cigaretterne, når trangen til en smøg breder sig, skyldes det, at der ikke er lavet grundige undersøgelser af eventuelt skadelige stoffer i dem.

Men det mener Philip Tønnesen er en overdrivelse.

- Det vil aldrig, lige meget hvor negativt man ser på e-cigaretten, aldrig være ligeså farligt som at ryge, siger han til dr.dk.

I Danmark er det ikke lovligt at sælge e-cigaretter med nikotin. Sundhedsstyrelsen har lavet en undersøgelse, der viser, at 150.000 danskere har prøvet at ryge e-cigaret. Af dem ryger 50.000 ofte de dampende pinde.