Forening: Børnenes sygedage presser forældrene

Opkast om natten, en Panodil om morgenen og så ellers videre i børnehave eller skole. En Megafon-måling foretaget for Politiken og TV2 viser, at hver tredje forælder har afleveret et ikke helt raskt barn i institution eller skole, fordi forælderen ikke har kunnet få barnets første eller anden sygedag til at slå til.
I Sverige har alle forældre ret til at blive hjemme hos deres syge børn 60 dage om året til 80 procent af deres løn, og den løsning kunne danskerne godt lære af, mener Dorthe Boe Danbjørg, der er formand for Forældrenes Landsforening (FOLA)
- Jeg har selv været i Sverige for at tale med børnefamilier og politikere, og her fungerer det rigtig godt. Det bliver ikke misbrugt - man har måske fire til fem dage om året per forælder per barn, og jeg tror, at det kunne tage stress af børnefamiliernes skuldre, fordi man med god samvittighed kan blive derhjemme, til barnet er raskt, siger hun til TV 2 News.
Forældre tør ikke at sige fra
I Sverige er ordningen med de 60 dage betalt af det statsejede forsikringsselskab Försikringskassan, som arbejdsgivere og lønmodtagere betaler til igennem såkaldte sociale afgifter.
Hos Dansk Arbejdsgiverforening mener man, at de danske regler er tilstrækkelige i den nuværende form.
- Arbejdsgiverne er helt opmærksomme på, at deres medarbejdere kan have syge børn, og derfor er de fokuserede på at finde fleksible løsninger for forældre, så de for eksempel kan arbejde hjemme eller bruge omsorgsdage eller ferie-fridage, siger chefkonsulent Lise Bardenfleth til Politiken.
Det udsagn er man dog ikke enige i hos FOLA, hvor man mener, at reglerne sætter pres på børnefamilierne.
- Holdningen er, at forældrene skal yde meget, og mange er måske bekymrede for, at der bliver set skævt til dem, når de skal gå tidligt, fordi man skal have barnet til tandlæge eller andre ting, siger hun og tilføjer:
- Politikerne skal tage ansvar på sig og sikre strukturelle rammer, så forældrene har mulighed for at holde fri med god samvittighed, når børnene er syge
I Danmark har offentligt ansatte har ret til at blive hjemme i to dage med syge børn, mens det i den private sektor er op til overenskomsterne at regulere retten til at holde fri.