Samfund

Kæmpe arbejde: Så svær er vindmølle-oprydning i Ribe

Det tager timer at fjerne den havarerede vindmølletransport, der har blokeret trafikken igennem en stor rundkørsel ved Ribe siden natten til fredag.

Selv om mandskab og udstyr har været på stedet siden fredag morgen, vil der først være klar til gennemkørsel omkring klokken 14, vurderer indsatslederen på stedet.

Det er nemlig en vanskelig operation, oprydningsfolkene er i gang med. Først skal den bageste del af den ødelagte transport fjernes ved hjælp af kraner. Derefter skal selve vindmølletårnet løftes af to kraner samtidig - en i hver ende - hvorefter en blokvogn, altså et ualmindeligt langt køretøj, der kan have vindmøllen på anhængeren, skal bakke ind under.

- Det er ikke 'bare', for det er temmelig kompliceret, og der er mange ting, vi skal tage højde for. Og vi er nødt til at tage tingene stille og roligt, for vi er utroligt mange mennesker, der skal arbejde sammen, fortæller Mark Overgaard Jensen, der er havariagent for Haustein, som tilser arbejdet.

Den 180 ton tunge sværtransport knækkede sammen på den nordlige side af rundkørslen ved Haderslevvej og Haulundvej, da den kom kørende på Haderslevvej mod vest.

Området er et trafikknudepunkt om morgenen og ligger blandt andet tæt på Vittenbergskolen.

Ud over færdselspolitiet er der også udkommanderet folk fra politihjemmeværnet til stedet for at dirigere trafikken.

Du kan se hele arbejdet blive forklaret i klippet over artiklen