Samfund

Ulv kan have dræbt 40 får: Ansøgning om hegn trækker ud

- Vi er jo vant til at holde dyr inde, og ikke holde dem ude. Sådan siger den sønderjyske fåreavler Åse Svendsen til tv2.dk.

Åse Svendsen har i længere tid været plaget af en eller flere ulve, der har spist hendes får og lam. I løbet af det seneste år vurderer hun, at cirka 40 får og lam er forsvundet fra gården i Skærbæk.

- Jeg ved simpelthen ikke, hvad vi skal gøre. Vi har anskaffet os en hund, som skal sørge for at holde ulven ude, og så har vi ansøgt om at få betalt et ulvehegn, som vi ellers ikke har råd til. Men det har vi ikke hørt noget om endnu, siger Åse Svendsen.

Sendte ansøgning i maj

Den 1. juli stod Miljøministeriet klar med en forvaltningsplan for, hvordan ulven og mennesket skal kunne leve i sameksistens i Danmark. Her i står der blandt andet, at man kan få tilskud til et ulvehegn, hvis ens landbrugsdyr er i fare for ulven.

Og det er netop et sådant ulvehegn Åse Svendsen sendte en ansøgning af sted for at få tilbage i maj måned. Indtil videre er hun den eneste, der har sendt en ansøgning af den art til Naturstyrelsen.

Hos Naturstyrelsen forklarer man, at den lange behandlingstid for Åse Svendsens sag blandt andet hænger sammen med, at ansøgningen er den første af sin art i Danmark, og at forvaltningsplanen først trådte i kraft den 1. juli.

- Og vi kunne jo ikke så godt give os til at behandle ansøgningen, inden den endelige forvaltningsplan lå klar, siger Jacob Christian Bertram, som er jurist i Naturstyrelsen til tv2.dk.

Han forklarer, at for at Naturstyrelsen kan bevillige et ulvehegn, så skal området først udpeges som et område, hvor der er særlig stor risiko for ulveangreb på husdyr. Det gøres på grundlag af en konkret vurdering af de lokale forhold og ved hjælp af DNA-tests.

- Vi har lige i denne uge fået resultaterne af testene fra Skærbæk, som bekræfter, at der har været en ulv på færde, lyder det fra Jacob Christian Bertram, som endnu ikke kan sige, hvornår Åse Svendsen kan få svar på, om hun kan få tilskud til et hegn, som kan holde ulven borte fra hendes får, men at det vil ske hurtigst muligt.

Og i Skærbæk håber Åse Svendsen bare på, at myndighederne snart træffer en beslutning.

- Vi skal jo allesammen have lov til at være her, men lige nu føles det som om, det er meget svært at være fåreavler.