Rikke Petersens nødråb til politikerne

16x9
Rikke Petersen har skrevet et opråb til politikerne Foto: TV 2

Dette brev er stilet til de personer der måtte kunne hjælpe mig med mit dilemma - herunder Christine Antorini (undervisningsminister) Margrethe Vestag

Dette brev er stilet til de personer der måtte kunne hjælpe mig med mit dilemma - herunder Christine Antorini (undervisningsminister) Margrethe Vestager (som formand for et af partierne som har været med til at vedtage arbejdstidsaftalen og selv opsøgt dialogen med lærerne ved bl.a. At besøge skoler), Bjarne Corydon (som sidder på pengene), Martin Damm (formand for KL), Anders Bondo (formand for Danmarks lærerforening).

Jeg ved godt at folk er ved at være trætte af lærerne og al deres brok og hvis jeg træder et skridt baglæns og kigger på det hele sådan lidt udefra, kan jeg måske også godt forstå det. Og som vores allesammens ekspert Niels Egelund jo også siger: "Hold nu kæft og kom igang"...
Det gjorde jeg så! Jeg holdt kæft og gik i gang med årets arbejde.

Jeg blev mødt af min 2. klasse med kram og smil fra både de skønne elever og deres skønne forældre! Og jeg blev så rørt at jeg var ved at give mig til at tude - jo det er der ikke noget i vejen ved!! Jeg er blevet lærer fordi jeg elsker at være sammen med de unger!! Jeg elsker, at se deres ansigtsudtryk når "det" går op for dem - når 10 øren falder. Jeg bliver varm om hjertet når jeg mærker en lille hånd, der tager min på vej ned på biblioteket. Jeg er LÆRER!!! Jeg er god til det og jeg elsker det! Når de første 2-3 uger af sommerferien er gået tænker jeg, at nu er jeg ved at være klar til at komme tilbage på pinden.

Nå, men vi kom fra det der med at komme igang...Jeg er kommet igang! Jeg underviser 2. Klasse i dansk og idræt, har 2 indskolingsklasser i engelsk og kristendom, samt engelsk, historie, samfundsfag og kristendom i 9. klasse.

Ifølge den nye skolereform skal eleverne have en bedre undervisning (end de fik tidligere...?!). Jeg tænker at det vil jeg gerne give dem! Jeg vil gerne give dem bedre undervisning end igår, end sidste år, end for 10 eller 200 år siden. Jeg vil gerne give dem den bedste undervisning, som udnytter deres potentiale fuldt ud, men sandheden er, at det kan jeg ikke!
JEG HAR IKKE TID! Jeg har 585 minutter (9,75 timer) om ugen til:

- individuel forberedelse (rettearbejde, klasselæreropgaver, årsplaner, ugeplaner, elevplaner, elevsamtaler, planlægning af undervisningslektioner...)
- fælles planlægning
- møder (trinmøder, storteammøder, pædagogisk rådsmåder, strategiudvalgsmøder, storteamkoordinatormøder...) I september har jeg indtil videre - INDTIL VIDERE!! 15 timers planlagte møder(!) Så er der allerede røget 1 1/2 uges forberedelsestid på den konto.

...Det kan jeg simpelthen ikke nå!!! Lige nu sidder jeg i min sofa og har ikke nået at forberede mig til i morgen hvor jeg skal have dansk og engelsk i 2. Klasse samt engelsk i 9. klasse. OG JEG HAR IKKE FORBEREDT MIG!!! Jeg har ikke haft tid!!

Min dag i dag (en helt almindelig onsdag): Undervisning fra 8.15-14.05, afbrudt af to frikvarterer a 20 minutter hvoraf jeg havde gårdvagt i det ene og spiste i det andet. 14.06-15.30: storteammøde og 15.30-16: informationsmøde med CopyDan - vi er udtrukket til "indberetningsskole" - vi skal indberette alt hvad vi kopierer (som om vi ikke havde nok at bruge vores tid på).

Det er virkelig grænseoverskridende for mig ikke at være forberedt! Prøv du lige at skulle underholde 20 8 årige i 135 minutter uden at vide hvad du skal lave...!

Nå, men mon ikke jeg finder på noget?! Selvfølgelig gør jeg det, det er jo det jeg får min løn for, men altså der er sgu langt fra "jeg finder på noget" til "jeg udnytter lige elevernes individuelle potentialer fuldt ud"!
Som skrevet sidder jeg her i min sofa...onsdag aften...Jeg tænker på hvad jeg skal lave i morgen...Ja, det gør jeg. Så ser jeg lige noget i fjernsynet, jeg kan bruge i min undervisning i samfundsfag på mandag. En pointe angående politik og ideologier. Normalt ville jeg finde min iPad frem og skrive i mit dokument om politik og ideologier, men jeg skal holde fri når jeg går hjem, så what to do?

Jeg gætter på at det er her de fleste mennesker ville sige "hold nu kæft og gå igang - skriv det nu ned" "Det tager jo kun et øjeblik." Ja, det gør det, men øjeblikket efter kommer jeg i tanke om "noget med dansk i 2. klasse", eller noget jeg skal have skrevet på forældreintra, eller noget jeg skal have sagt til en forælder, eller noget jeg skal have sagt til min makker eller....Så jeg kan enten bruge min aften på at lave notater på min IPad om alle de ting jeg skal huske i morgen, eller jeg kan gå og prøve at huske på det hele til i morgen tidlig når jeg møder på arbejde og må arbejde igen.

MIT HOVEDE ER SIMPELTHEN VED AT EKSPLODERE!!! Hvad er min pointe? Jo, min pointe er, at lærerjobbet - reform eller ej - ikke er et 8-16 job! Det er et 24-00 job! Jeg kommer, mange gange i løbet af en dag, i tanker om noget jeg kan bruge i min undervisning, men nu må jeg kun komme i tanker om det mellem 8 og 16...Det kan jeg altså ikke finde ud af...!

Dette her er er ikke brok over for meget arbejde. Det er brok over for lidt tid! På min skole har vi 37 timers tilstedeværelse. "Og så fri når vi går hjem, ligesom resten af danskerne - vi er blevet normaliserede...Problemet er bare, at taberne det bliver skoleeleverne, for jeg har simpelthen ikke tid til at forberede mig! Skolereform? Jo bevares, der er da helt sikkert mange gode ting i den! Men anerkend venligst at det tager tid at forberede god undervisning!! God undervisning der til fulde udnytter den enkelte elevs fulde potentiale!

Lige nu sidder alle lærerne på min skole og forbereder sig så meget de kan. For nogle er der lagt 45 minutters forberedelse ind hist og her som mellemtimer i deres skemaer. Andre har 90 minutter her og der og ellers er der selvfølgelig eftermiddagene, hvis der altså ikke ligger et møde. Men gældende for alle - ALLE er, at vi ikke kan nå vores arbejde og det er vanvittigt frustrerende! Nu må det da i det mindste være klart for alle, at lærerne hidtil har arbejdet langt mere end de 37 timer om ugen, som vi har til rådighed nu!

Jeg opfordrer hermed alle der måtte have en eller anden form for indflydelse på min arbejdstid om at hjælpe mig med hvordan jeg skal agere i dette, for mig, kæmpe dilemma. Skal jeg fortsætte på denne måde og yde discountundervisning, eller kan man måske godt se mit dilemma og gøre noget ved det?

Ihvertfald har jeg brug for vejledning fra nogle af de personer der har været med til at lave denne reform og arbejdstidsaftale. TAK!

Jeg ville blive meget glad for et svar!

Med venlig hilsen
Rikke Petersen

-Eleverne skal have flere timer i skolen.

-30 timer for børnehaveklassen til 3. klasse

-33 timer for 4. til 6. klasse

-35 timer for 7. til 9. klasse.

-Eleverne skal stifte bekendtskab med fremmedsprog langt tidligere

-De skal bevæge sig mere i løbet af skoledagen

-Eleverne fra 4.-9. klasse skal have flere timer i dansk og matematik.

-Derudover står der i aftaleteksten, at der ’ved lovændring indføres en længere og varieret skoledag’.

kilde: Undervisningsministeriet