Nu afgør retten hans børns skæbne: De er ikke blevet hørt

16x9

I Haderslev sidder en frustreret far. Han blev i foråret skilt fra sin kone, som han har været gift med siden 2004. Nu kæmper forældrene en indædt kamp om deling af forældremyndigheden over parrets fem børn.

Forældrene indgik i april i år frivilligt en aftale om, at dele forældremyndigheden, så moren fik de to mindste børn, mens faren fik forældremyndighed over de tre ældste.

Alligevel besluttede børnenes mor Shema Ismail Hamid kort tid efter at trække faren Shakawan Kadar Hamid i retten og 19. juni i år afgjorde Byretten i Viborg, at moren skulle have fuld forældremyndighed over alle fem børn, selv om de tre ældste børn ikke ønsker at bo hos moren og hendes nye kæreste.

- Vi kan ikke lide at være hos vores mor. Vi vil bo hos vores far, men ingen har spurgt, hvad vi vil, siger den niårige pige til tv2.dk, da vi besøger faren og de tre børn i hjemmet i Haderslev.

Hende selv og de to yngre søskende har ikke været indkaldt til såkaldte børnesamtaler – hverken i Byretten eller Vestre Landsret, der i skrivende stund er ved at behandle ankesagen. Det undrer advokat Hans Boserup, der repræsenterer børnenes far.

- Justitsministeriet har netop indskærpet over for domstolene, at børn i disse sager skal høres, inden der træffes en afgørelse. Faktisk har dommeren pligt til at høre børnene. Det er mig fuldstændig ubegribeligt, at man ikke kigger på børnenes tarv i den her sag, siger Hans Boserup til tv2.dk.

Han har modtaget dette skriftlige afslag fra landsretten: "Landsretten finder, at der ikke på nuværende tidspunkt er grundlag for at afholde børnesamtaler...."

I dag kl. 11 skal de stridende parter mødes i Fogedretten i Sønderborg, hvor børnene formelt skal overdrages til moren. Farens forsvarer Hans Boserup er fortrøstningsfuld på sin klients vegne.

- Min erfaring siger mig, at det næppe sker. Når dommeren ser, at børnene helt tydeligt ikke ønsker at være hos deres mor og samtidig bliver gjort opmærksom på, at der ikke har været samtaler med børnene i de andre retsinstanser, tvivler jeg på, at man vil føre afgørelsen ud i livet. Det vil være direkte hjerteløst, siger advokaten.

Det er netop det spinkle håb, som faren Shakawan Kadar Hamid klynger sig til her i 11. time.

- Hun har vundet sagen, men hun har ikke vundet børnene. De er utrygge ved hende og vil ikke engang tale med hende. De vil være hos mig og jeg vil gøre alt for at få lov til at beholde dem, siger Shakawan Kadar Hamid til tv2.dk.

Tv2.dk ville gerne have haft en kommentar fra moren Shema Ismail Hamids advokat, men det har ikke været muligt.

Børnesamtalen er et vigtigt redskab til at sikre barnets ret til at blive hørt. Servicelovens § 48 fastlægger, hvornår der skal finde en samtale sted med barnet, og hvornår en samtale kan undlades.

§ 48. Forinden myndigheden træffer afgørelse efter § § 51, 52, 52a, 56, 57 a, 57 b, 58, 62 og 63, § 65, stk. 2 og 3, og §§ 68-71 og 75, skal der finde en samtale sted med barnet eller den unge herom.

Stk. 2. Samtalen kan undlades i det omfang barnets modenhed eller sagens karakter i afgørende grad taler imod samtalens gennemførelse. Kan samtalen ikke gennemføres, skal barnets holdning til den påtænkte afgørelse søges tilvejebragt.