Nødråb: Min mor lagt i koma i Tyrkiet – forsikring klapper kassen i

16x9
Robin tager på lørdag ned for at hente sin mor, Hanne hjem fra Tyrkiet Foto: Privatfoto

- Jeg vil bare gerne have, at min mor kommer hjem i live. Sådan lyder det fra den 18-årige Robin Astrup Hougaard, hvis mor lige nu er strandet på et

- Jeg vil bare gerne have, at min mor kommer hjem i live.

Sådan lyder det fra den 18-årige Robin Astrup Hougaard, hvis mor lige nu er strandet på et privathospital i Tyrkiet uden mulighed for at komme hjem.

Robin Astrup Hougaards mor, den 39-årige Hanne Astrup Tornvig, lider af en kronisk lungesygdom, som gør, at hun får lungebetændelse nemmere end os andre. Trods sin sygdom har hun altid rejst meget - uden problemer.

Og i søndags havde Hanne Astrup Tornvig endnu engang pakket tasken, og steg på flyet i Billund for at rejse til Alanya i Tyrkiet sammen med en veninde. Med i bagagen havde hun en rejseforsikring, som hun har haft i flere år. Og for at være helt sikker på, at hun ikke blev syg under sin ferie, havde hun dagen inden været hos vagtlægen for at få udskrevet en tredages pillekur, som skulle forebygge en lungebetændelse.

Støt Robins indsamling på Facebook her

Fik problemer med vejrtrækningen
Men selv om Hanne Astrup Tornvig ikke var syg, da flyet lettede fra Billund, så begyndte hun at få problemer med at få vejret, mens flyet var i luften.

- Heldigvis fik hun det bedre, da flyet landede, men dagen efter fik hun det dårligt igen og havde svært ved at trække vejret, fortæller Robin Astrup Hougaard til tv2.dk.

Hanne Astrup Tornvig besluttede derfor at opsøge en læge, som indlagde hende på hospitalet med det samme. På grund af en dårlig lungefunktion og besvær med at trække vejret blev hun efterfølgende overflyttet til et privathospital, hvor hun blev lagt i kunstig koma, og en respirator blev sat til at trække vejret for hende.

Vil ikke betale for behandling og hjemtransport
Tirsdag kontakter Robin Astrup Hougaard sin mors forsikringsselskab, og SOS International, som assisterer nordiske rejsende overalt i verden på vegne af forsikringsselskaberne. Og herfra er beskeden klar.

- De sagde, at de hverken ville betale for yderligere behandling af min mor eller for hjemtransporten. De mener ikke, at hun har oplyst dem om, at hun er kronisk syg. Men det gjorde hun så sent som sidste år, da hun var en tur i Egypten. Og der fik hun at vide, at det ikke var noget problem, siger Robin Astrup Hougaard og tilføjer:

- Min mor rejste af sted i god tro. Hun havde jo tidligere oplyst forsikringsselskabet om, at hun er kronisk syg.

Samler ind for at få syg mor hjem
Forsikringsselskabet valgte i dag, torsdag, at stoppe med at betale for Hanne Astrup Tornvigs behandling. Den 39-årige mor er i dag ved bevidsthed, men en respirator trækker stadig vejret for hende. Hendes søn står nu tilbage med bekymringen om, hvordan han skal få sin mor hjem til Danmark.

- Hjemtransporten kommer minimum til at koste 300.000 kroner, og oven i kommer de omkostninger den yderligere behandling kommer til at koste, indtil min mor kan komme hjem. De penge har ingen af os, siger Robin Astrup Hougaard, som derfor har startet en indsamling på Facebook for at få sin mor hjem.

- Jeg er ligeglad med, om det er min mor eller forsikringsselskabet, der har lavet en fejl. Jeg vil bare have min mor hjem i live, slutter han.

SOS International oplyser skriftligt til tv2.dk, at de er underlagt tavshedspligt og derfor ikke kan kommentere på enkeltsager.

Kender du til lignende sager, så hører vi på TV 2 Nyhederne gerne fra dig. Skriv til 1234@tv2.dk