Samfund

Imam politianmeldt for opfordring til drab

Trykkefrihedsselskabet anmelder imamen Abu Bilal Ismail til Østjyllands Politi.

De mener, at han opfordrede til drab på jøder under en fredagsbøn i en moske i Berlin.

- Det her er så ekstremt, at det overskrider ytringsfrihedens grænser, siger Katrine Winkel Holm, formand for Trykkefrihedsselskabet.

Under fredagsbønnen, der blev optaget og lagt på youtube, beder imamen fra moskeen på Grimhøjvej i Århus til, at Allah "ødelægger" samtlige zionister.

Den køber Katrine Winkel Holm ikke. Hun mener, at imamen opfordrer til, at det er de muslimske mænd, der skal udføre Allahs vilje.

Den fortolkning har Abu Bilal Ismail flere gange benægtet.

- Det er ligegyldigt, Ordene er blevet sagt, så de kan ikke trækkes tilbage, siger Katrine Winkel Holm, der mener, at youtube-klippet lever sit eget liv og har gjort tilstrækkeligt skade.

Derfor synes formanden, at bønnen skal have juridiske konsekvenser. Fredag morgen indsendte hun en anmeldelse til Østjyllands Politi, hvor Abu Bilal Ismail bor.

- Når en mand siger sådan noget, så skaber det frygt, mener Katrin Winkel Holm.

Hun mener, at de har en klar sag, og klippet er bevis nok for imamens opfordringer.

Imamens udtalelser har den seneste uges tid fået flere politikere til at reagere.

Den socialdemokratiske integrationsordfører Trine Bramsen kalder udtalelserne forfærdelige. Integrationsminister Manu Sareen (R) mener, at udtalelserne ikke hører hjemme her.

I mellemtiden er Inger Støjberg (V) ved at undersøge, om imamen kan deporteres, og Martin Henriksen (DF) foreslået, at moskeen på Grimhøjvej, hvor imamen hører til, skal lukkes.

TV2.dk forsøger at få en udtalelse fra Abu Bilal Ismail...