Første homoseksuelle par i Danmark adopterer fra udlandet
Som det første homoseksuelle par i Danmark er det lykkedes Rasmus Holm og Thomas Møller Lassen at adoptere et barn fra udlandet. For nylig vendte de hjem fra Sydafrika med deres knap 9 måneder gamle datter, Le. Det skriver Politiken mandag.
Det har ifølge dansk lov været muligt for bøsser og lesbiske at adoptere på lige fod med heteroseksuelle siden 2010. Størstedelen af de børn, der adopteres af danske forældre, er udenlandske børn, men på grund af afgiverlandenes skepsis over for homoseksuelle har de reelt været afskåret fra den mulighed.
I Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transkønnede (LGBT) er forperson Søren Laursen glad og »i dén grad positivt overrasket« over nyheden. Hidtil har foreningen betragtet adoption som »ørkesløst« for bøsser og lesbiske.
-Tidligere har vi støttet os til meldingen om, at det er så godt som umuligt for homoseksuelle at adoptere. Men det her viser, at vi har været forkert på den, og der er bestemt grund til at male med en lidt mere kulørt pensel, siger Søren Laursen til Politiken.