Samfund

Ældre smider mandlige hjemmehælpere ud

På trods af flere mænd i hjemmeplejen, er der stadig ældre, som ikke ønsker at få hjælp af det mandlige køn.

Og det er et problem mener Kenn Warming, der er konsulent i ligebehandling ved Institut for Menneskerettigheder.

- Det er jo rigtig positivt, at vi får flere mænd på sosu-området. Men der er en minoritet, både af kvinder og mænd, som har et problem med at få mænd inden for døren. Det er stærkt diskriminerende, fordi det underminerer mændenes faglighed, siger han til avisen.dk.

I dag udgør mænd otte procent af de ansatte i hjemmeplejen, og ifølge Britt Pedersen, som er fællestillidsmand for sosu-personalet i Kerteminde, er modstanden mod mændene ikke lige så stor, som den var i starten - men den er der stadig.

- Vi prøver at snakke os til rette om tingene, men vores udgangspunkt er, at borgeren ikke kan bestemme, hvem de vil have hjælp fra, siger hun.