Samfund

125.000 likes: Sådan siger politiet tak

- Fra alle os til alle jer.

Sådan lyder det i et videoopslag på det danske politis officielle Facebook-side, som netop har rundet 125.000 likes.

Og anledningen til opslaget med en underholdende video, hvor man ser en række politifolk på slap line, er da netop også de mange ’synes godt om’-tilkendegivelser fra danskerne.

- 125.000, synes vi faktisk, er et flot tal og en god anledning til at give noget tilbage til alle dem, der hjælper os på de sociale medier, når vi skal hurtigt ud med efterlysninger eller kriseinformation. Det tager vi ikke som en selvfølge, siger Thomas Kristensen, der er kommunikationsrådgiver i Rigspolitiet, til tv2.dk.

- Hvis vi vil nå ud til befolkningen, må vi også være til stede der, hvor folk er og bruger deres tid. På den måde kan vi også indgå en form for dialog med dem.

Han tilføjer, at danskerne ikke bare følger politiets gøren og laden på Facebook og Twitter, men også er gode til at dele opslagene med deres venner og følgere. Der er derfor flere eksempler på, at ordensmagten har fået konkret hjælp til at opklare en sag via de sociale medier.

- Vi har eksempelvis en voldssag fra Aalborg og et røveri på Østerbro, hvor vi den vej rundt fik hjælp til at finde gerningsmændene, siger Thomas Kristensen.

- Så vi kan mærke, at folk gerne vil hjælpe os, når de kan, og at de reagerer på vores opslag.

Siden politiet uploadede videohilsenen, hvor også rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg siger tak, er antallet af likes vokset til over 139.000.

Du kan se videoen i klippet øverst i artiklen.