Hør opkaldet: Vagtlægen ignorerer Reginas blodprop

36-årige Regina Holmegaard fra Glamsbjerg på Fyn havde pludselig fået det dårligt, da hun og kæresten besluttede sig for at ringe til vagtlægen.

Få timer senere fandt kæresten, Jesper Vestergaard, hende på gulvet: Regina var død af en blodprop i hjertet.

Fyens Stiftstidende og TV 2 har fået adgang til en optagelse af samtalen med vagtlægen. Men som båndoptagelsen af opkaldet til viser, mente lægen ikke, at der var grund til bekymring. Over telefonen diagnosticerer han det som en virus og råder hende til at tage noget smertestillende.

Hør opkaldet i videoen øverst i artiklen

- Jeg har det rigtig skidt. En trykken, ligesom en klump inde midt i brystet. Hurtig vejrtrækning. Min krop føles som om, den summer. Jeg kan ikke være til. Jeg kan ikke stå, sidde eller ligge. Jeg sveder. Jeg har det bare rigtig rigtig skidt, siger Regina Holmegaard på lydoptagelsen.

Lægen spørger hende, om hun er forkølet. Det er hun ikke. Lægen har derfor kun et råd.

- Det lyder som noget virus-agtigt. Det bedste, du kan gøre, er at tage to panodil og to ipren, siger vagtlægen til den bekymrede patient.

Oprettet en klagesag

En time efter opkaldet, natten til torsdag den 27. marts, dør Regina Holmegaard. Hendes kæreste, Jesper Vestergaard, finder hende på badeværelsesgulvet.

Behandlingen bliver nu taget op af patientombuddet, efter Regina Holmegaards kæreste har klaget.

Vagtchef for vagtlægerne i Region Syddanmark, Ole Holm-Thomsen, ønsker ikke at kommentere den konkrete sag. Han fortæller dog, at der er oprettet en klagesag, og at patientombuddet nu vil tage sig af sagen.

Har du oplevet lignende situationer? Så skriv til os på sms 1234 (alm. takst) eller på1234@tv2.dk.

Symptomer på blodprop

Oplever man symptomer på en blodprop i hjertet, skal man ringe 112. Tiden er kritisk de første 10 minutter.

Natten til torsdag 27. marts døde Regina Holmegaard fra Glamsbjerg på Fyn af en blodprop, efter hun en time forinden havde ringet til lægevagten med sine symptomer.

* En blodprop i hjertet giver som regel kraftige smerter i brystet. Det hedder angina pectoris (hjertekrampe) Smerterne er individuelle.

- Det kan føles, som om der ligger en kampesten på brystet, og smerterne kan opleves som stråler ud i armene, eller op i halsen eller kæben. Der kan være åndenød, svimmelhed eller besvimelse. Symptomerne kan vare i flere timer og følges af mathed, kvalme, opkastninger, åndenød, svimmelhed, klamsved og dødsangst.

* Advarselstegnene for en blodprop i hjertet er ikke de samme for alle - heller ikke for mænd og kvinder.

- Det er ikke alle med blodprop i hjertet, der som det første oplever en pludselig svær brystsmerte, lige som det ofte vises i fjernsyn og på film. Hos mange starter de mere langsomt i form af let brystubehag. Ubehaget er ofte diffust midt i brystet, uden at man kan mærke ømheden, når man trykker på brystkassen. Nogle får smerte eller ubehag i en eller begge arme, i hals og kæbe, ryg eller mave.

- Cirka hver femte blodprop giver ikke smerter, men kun alment ubehag og angst. Åndenød kan også opstå før eller samtidig med brystubehag.

- Smerten eller ubehaget kan minde om et anfald med angina pectoris (hjertekrampe) , men modsat hjertekrampe varer smerterne eller ubehaget ved i mere end få minutter, også når man er i hvile.

- Hvis du oplever symptomer på en blodprop i hjertet skal du straks ringe 1-1-2, så der kan gives lægehjælp så hurtigt som muligt. Du må ikke selv køre til skadestuen, da du kan blive dårlig undervejs.

Kilde: Hjerteforeningen