Samfund

Danske kvinder bliver lokket til Syrien af dem her

Det er ikke bare unge mænd, der tager fra Danmark til Syrien for at deltage i kampen mod præsident Assads styre.

En rapport fra PET-afdelingen Center for Terroranalyse viser, at ogsĂĄ kvinder tager af sted for at slutte sig til kampen.

”Hovedparten af kvinderne rejser ud for at tilslutte sig deres mænd. Nogle af kvinderne rejser ud sammen med deres børn. Der er ligeledes eksempler på ugifte kvinder, som rejser til Syrien med det formål at blive gift. Center for Terroranalyse vurderer, at også kvinder fra Danmark er udrejst til Syrien”, hedder det i rapporten.

Kvindernes aktive rolle kommer ikke bag på de eksperter i Danmark, der følger udviklingen i Syrien tæt.

- Kvinderne drages ligesom mændene mod Syrien af forskellige grunde. For det første handler det om begrebet Jihad og en forestilling om, at dette er det ”endelige”, dommedagsagtige opgør, som man gerne vil være en del af. Og for det andet handler det om, at radikale bevægelser som ISIS, der er stærke i Syrien og nabolandet Irak, forsøger at opbygge et nyt samfund. I det arbejde er der naturligvis også brug for kvinder. De ønsker at skabe et fungerende samfund med sharia-domstole og religiøse skoler. Og i alle dele af samfundet er der brug for kvinder, siger den svenske terrorforsker Magnus Ranstorp, der er tilknyttet Dansk Institut for Internationale Studier i København.

Kvinderne skal næppe til fronten for at deltage i den militære kamp.

- Det sker ikke. Der er kønsadskillelse ved fronten. Kvinderne skal servicere de kæmpende med mad og så videre, siger den danske Syrien-ekspert Naser Khader.

Det er Magnus Ranstorp enig i, selvom han har set enkelte fotos, der forestiller bevæbnede kvinder i kamp.

- Det er svært at bedømme, hvor udbredt det er. De fotos jeg har set drejer sig måske om selvforsvar, siger han.

Magnus Ranstorp

For nogle unge kvinder, der kommer til Syrien, er målet at blive gift med en hellig kriger og på den måde komme tæt på kampen.

- Det er tydeligt, at nogle kvinder spiller en fremtrædende rolle i hvervningen af nye tilhængere. Især kvinder, der enten er gift med en fremtrædende oprørsleder eller er enke efter en fremtrædende leder, får en fremtrædende rolle og kan samle andre kvinder omkring sig. De fortsætter kampen på den måde, fortæller Magnus Ranstorp.

Og så er der endnu en rent praktisk grund til, at bevægelserne i Syrien i visse tilfælde ønsker at tiltrække kvinder:

- Vi har set eksempler på, at det er nemmere at bruge kvinder som selvmordsbombere, fordi de ikke vækker så megen opmærksomhed, siger Naser Khader.

Naser Khader