Samfund

Årets største rejsedag: Her er vejene sydpå du skal undgå

Ferie - det lyder så rart og fredeligt. Men alle, der har prøvet at bruge feriens første dag i en lang motorvejskø på vej mod destinationen syd for Danmark ved, at der også kan være frustrationer involveret i at holde ferie.

Og netop i denne weekend er der stor rejseaktivitet på vejene, for det er denne weekend, der er den allerstørste, når det gælder udrejse i sommerferien.

Det er selvfølgelig umuligt at gardere sig fuldstændig mod bilkøer, men med lidt forberedelse før afgang er der større chance for at køre uden om de irriterende tidsrøvere.

- Hvis man vil undgå lang kødannelse, så er det noget med at køre på nogle fornuftige tidspunkter, fortæller Frederik Valmin, feriekonsulent hos FDM.

- De værste tidspunkter at køre på er fredag eftermiddag og hele lørdag. Så hvis man har mulighed for at køre fredag morgen eller hele natten, kan det være en god løsning.

Det er også vigtigt at kigge ekstra godt på den planlagte rute mod syd før afgang. FDM har blandt andet en køprognose, der kan gøre dig klogere på, om du er på vej ind i en kø-fælde på den tyske Autobahn.

- Hvis du kommer fra Jylland, er der lige i udkanten af Hamborg en 400 meter lang motorvejsbro, der skal renoveres og udvides fra seks til otte spor. Så de seks er droslet ned til to eller tre.

- Tilsvarende hvis man kommer fra Puttgarden af A1, så er der nord for Hamborg 4,5 kilometers vejarbejde, hvor de er ved at skifte vejbelægning, så der er et begrænset antal vognbaner, siger Frederik Valmin og påpeger, at de fleste vejarbejder fredag vil foregå i den nordgående retning og derfor påvirke ferietrafikken mindst muligt.

Heldigvis er der også chancer for, at Autobahn ikke er proppet med ferietrafik, da tyskerne selv venter en uge endnu, før deres ferieperiode begynder. Men skandinaverne kan også fylde godt på de tyske veje.

- Man skal nok forvente et vejarbejde eller to. Så det vil være sundt at indregne noget ekstra tid til køreturen.

På disse ruter risikerer du at holde i kø på grund af vejarbejde:

Strækninger med vejarbejde:

  • A 1 Köln - Dortmund og Bremen - Hamborg - Lübeck
  • A 2 Hannover - Braunschweig
  • A 3 Passau - Nürnberg - Würzburg - Frankfurt - Köln
  • A 4 Aachen - Köln og Erfurt - Chemnitz
  • A 5 Karlsruhe - Heidelberg
  • A 6 Kaiserslautern - Mannheim
  • A 7 Ulm - Würzburg og Kassel - Hannover - Hamborg - Flensburg
  • A 8 Karlsruhe - Stuttgart - München - Salzburg
  • A 9 München - Nürnberg - Halle/Leipzig
  • A 13 Dresden - Schönefelder Kreuz
  • A 23 Hamborg - Heide
  • A 24 Hamborg - Schwerin   
  • A 27 Walsrode - Bremen - Bremerhaven
  • A 31 Meppen - Leer
  • A 45 Gießen - Hagen
  • A 61 Ludwigshafen - Koblenz
  • A 81 Singen - Stuttgart
  • A 93 Kiefersfelden - Rosenheim
  • A 95 München - Garmisch-Partenkirchen
  • A 96 München - Lindau

Totalt spærrede strækninger

  • A 59 Dinslaken i retning mod Duisburg mellem Kreuz Duisburg-Nord og Kreuz Duisburg indtil tirsdag 15. juli
  • A 8 Stuttgart i retning mod München mellem Mühlhausen og Merklingen fra fredag den 27. juni kl, 22 til søndag den 29. juni kl. 21

Kilder: FDM og ADAC

Her kan du forberede dig

trafficineurope.eu Her finder du links, der kan gøre dig klogere på vejsituationen i de fleste europæiske lande.

fdm.dk Her finder du køprognosen for de tyske motorveje på dansk.

adac.de De allerseneste opdateringer på trafiksituationen i Tyskland - på tysk.

rast.de Du kommer nok ikke igennem Tyskland uden en lille pause. Her finder du oversigt over alle rastepladser ved Autobahn. Se for eksempel hvor der er legeplads til børnene, allerede før du bevæger dig ud på vejene.