Sygemeldt socialrådgiver: Man bliver parkeret

tv2.dk kunne i sidste uge fortælle om den 51-årige Marianne Nedergård fra Mariagerfjord Kommune og den 59-årige Karsten Bygvraa fra Vejen Kommune, som begge føler sig taget ved næsen af jobcentrene i deres kommuner.

Marianne og Karstens historier om deres kamp mod systemet, fik mange af tv2.dks læsere til at reagere. En af de, der efterfølgende har henvendt sig til redaktionen, er den 35-årige Marianne Stein Hejlesen, som selv har arbejdet som socialrådgiver i flere år. I dag er hun dog selv endt på den anden side af bordet.

Marianne Stein Hejlesen var i 2012 udsat for to trafikulykker, som gav hende piskesmældsskader, der var så alvorlige, at hun ikke længere kunne varetage sit arbejde som socialrågiver i familiegruppen i Aalborg Kommune. Efter en længere sygemelding blev Marianne Stein Hejlesen fyret fra sit arbejde.

- Det var først, da jeg blev fyret, at jeg følte, at jeg blev mødt af den kommunale kassetænkning. Jeg kom hurtigt til at mærke systemet fra den værste side, siger den 35-årige mor til to.

- Det er så frustrerende, og så ubehagelig en situation at ende i. Det er som om, man bare er en ny sag i bunken. Det er som om, der ikke er tid til den konkrete sag, siger Marianne Stein Hejlesen, som føler, at hun blev mødt med en holdning om, at der allerede fra starten af, ikke var meget at gøre i hendes sag.

- Det var som om ingen ville se på min sag, og hjælpe mig tilbage til arbejdsmarkedet. Kommunen har bare forholdt sig passivt, siger hun til tv2.dk og tilføjer:

- På min vej gennem systemet har jeg mødt helt urimelige og umenneskelige krav, hvor man for eksempel bliver presset ud i nogle jobprøvninger, som ingen vegne fører. Man bliver bare parkeret på en hylde.

Kommunerne skaber et A- og et B-hold

Marianne Stein Hejlesen er selv et ressourcestærkt menneske. Hun kender systemet indefra, og hun har både økonomisk tryghed og den støtte hun behøver, hjemmefra. Alligevel har hun måttet hyre en privat socialrådgiver til at hjælpe sig med at navigere i systemet. Og det får hende til at reagere:

- Hvis man er meget svækket af for eksempel sygdom, og man ikke er så ressourcemæssigt stærk, må det være en ubærlig situation at stå i. Det må være helt forfærdeligt for de borgere, der ikke har de samme muligheder som mig, og som ikke kender til reglerne, som jeg gør.

Den tidligere socialrådgiver mener, at den kommunale sagsbehandling skaber et A- og et B-hold.

- Som borger har jeg oplevet, hvordan man bliver sendt rundt i systemet, uden at man kommer nogle vegne. Det er ikke alle, der har kræfterne til at råbe op, som jeg har gjort. Og det er bestemt heller ikke alle, der har penge til at betale sig til en privat socialrådgiver. På den måde mener jeg, at man efterlader en stor gruppe borgere uden nogen som helst form for mulighed for at navigere i systemet.

Det er ikke sagsbehandlernes skyld

Marianne Stein Hejlesen mener dog ikke, at man skal skyde skylden på de sagsbehandlere, der sidder i jobcentrene. I Nordjyske Stiftstidende har hun tidligere beskyldt Aalborg Kommune for at arbejde med kvoter. En mistanke som Marianne Stein Hejlesen siger, at hun har fået bekræftet af en ansat hos kommunen.

- Så vidt jeg er orienteret, så arbejder Aalborg Kommune for eksempel med kvoter for, hvor mange der må tilkendes fleksjob om året. Og det gør altså bare, at flere, her i blandt mig selv, bliver skubbet ud, når der ikke er flere pladser i årets kvote.

- Der er selvfølgelig økonomisk tænkning bag alt, og det skal der også være. Men efter min mening er sagsbehandlerne spændt alt for hårdt for. Og det er hverken fair over for borgerne eller for sagsbehandlerne, der kun kan udføre et utilstrækkeligt arbejde med de rammer, som de har nu.

- I stedet for at sagsbehandleren har kompetencerne til at sige ja eller nej, så er de nu bundet på hænder og fødder, fordi det er den ene leder efter den anden, som skal sige ja til at den enkelte borger kan få et tilbud, som passer ind i kommunens økonomi. Og det gør vejen gennem systemet lang og snørklet, siger Marianne Stein Hejlesen, som mener, at det, der skal til, blandt andet er ressourcer.

- Og så handler det også om, hvordan man prioriterer med de ressourcer, som allerede er til stede. Og i sidste ende falder det også tilbage på den måde, som kommunerne vælger at fortolke lovgivningen på, slutter Marianne Stein Hejlesen.

Den 35-årige tidligere socialrådgiver skal nu begynde i endnu en arbejdsprøvning, for at afklare hendes situation.

Aalborg Kommune afviser i en redegørelse, at man arbejder med kvoter, når det gælder tilkendelse af for eksempel fleksjob.