Samfund

Lærere, politi og almindelige danskere rammes af PTSD

Det begyndte med en gruppe af flygtninge og torturofre, der led af svær PTSD - posttraumatisk stresstilstand.

Men det gik det danske samfund let hen over, mener Psykiatrifondens formand, Anne Lindhardt.

Sundhedssystemet sov i timen.

Ligesom det igen skete, da de første unge soldater i begyndelsen af 90'erne kom hjem med symptomer på PTSD, efter de havde været udsendt og deltaget i krigshandlinger.

Nu viser nye tal fra Ankestyrelsen, at 8.652 danskere siden 2007 har været så hårdt ramt at stresstraumer, at de har måttet forlade arbejdsmarkedet - hvilket groft regnet svarer til hver tiende af alle, der får tilkendt førtidspension.

- Og så har vi også den gruppe, som vi kalder frontpersoner - folk i sygehussektoren, fængselsbetjente, politifolk og efterhånden også en del lærere og ansatte i socialpsykiatrien, siger Anne Lindhardt til TV 2 News.

Hvilket viser, at også almindelige danskere med almindelige job risikerer at blive ramt af PTSD på grund af deres arbejde - et problem, man for alvor er blevet opmærksom på indenfor det seneste år.

- Det første, der skal gøres, er, at at vi begynder at spørge ind til det, der har sat gang i symptomerne, siger Anne Lindhardt, der ikke mener, at behandlingssystemet, som det er nu, fungerer optimalt.

I stedet skal læger og psykologer give sig tid til at tale med de patienter, der kan vise symptomer på PTSD - for tilstanden kan behandles - og mange vil ifølge Anne Lindhardt igen kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Se interviewet om PTSD og symptomerne over denne artikel.