Samfund

Nu kommer ferietrafikken: Sådan undgår du den lange kø

Sommerferien er for alvor sat ind, og det gør, at danskerne tager syd på i stor stil. Det betyder også, at der kommer tæt trafik på motorvejene.

Ifølge en prognose fra vejdirektoratet er det især lørdag i de kommende uger, der er slemme, når det drejer sig om kø på motorvejene på vej til feriedestinationen.

- Vores erfaringer viser, at de fleste ferierejsende vil være på vejene lørdage i de kommende uger fra klokken otte om morgenen og frem til klokken 20, siger Rune Johansen fra trafikinformationscenteret hos vejdirektoratet.

Ifølge vejdirektoratet er det fra uge 26 til uge 32, at trafikken er værst med en spidsbelastning mellem klokken 10 og 16.

Derfor anbefales det, at man kører i de tidlige morgentimer eller om aftenen, hvis man har planlagt at rejse om lørdagen.

Ønsker du at undgå alt for meget trafik, skal du vælge andre rejsedage end lørdag, siger Rune Johansen.

- De fleste rejser om lørdagen og tager hjem om søndagen. Så hvis du vil undgå alt for meget trafik, skal du undgå at rejse på de tidspunkter, siger han.

- På udrejsen er fredag og søndag de mest fremkommelige dage. På hjemrejsen er det lørdag, siger han.

Samme mønster i Tyskland

Når du rammer de tyske motorveje, er det ifølge Vejdirektoratet nogenlunde det samme trafikmønster, der gør sig gældende som i Danmark.

Her kan man forvente meget tæt trafik og længere rejsetid i dagtimerne og de tidlige aftentimer. Ligesom i Danmark er sommermånederne højsæson for vejarbejde, der kan være skyld i kødannelser.

Derfor anbefales det, at man planlægger sin tur gennem Tyskland og nabolandene grundigt, inden man tager afsted.

- Vi anbefaler, at man holder sig opdateret på de forskellige trafikportaler, der er til rådighed, siger Rune Johansen.