Fertilitetsbehandlingen virkede ikke: Nanna dumpede ned i et sort hul

16x9

Fra kl. 21 er der chat med en psykoterapeut og tidligere sygeplejerske på en fertilitetsklinik.

Fra kl. 21 er der chat med en psykoterapeut og tidligere sygeplejerske på en fertilitetsklinik. Se mere i bunden af denne artikel.

- Jeg har oplevet de her sorte huller, man dumper ned i nogle gange, hvor man bare ikke kan overskue det hele. Og hvor man overhovedet ikke kan bevare troen på, at det nogensinde vil lykkes, det her.

Læs også: Hver sjette kvinde i fertilitetsbehandling bliver depressiv

Sådan siger Nanna Blume på 28, der i godt to og et halvt år har forsøgt at få et barn.  Torsdag aften fortæller hun om forløbet i 22 NYHEDERNE med Poul Erik Skammelsen på TV 2.

I lidt over et år har hun været i fertilitetsbehandling, og det har tæret på den unge kvindes psyke.  Det har blandt andet resulteret i, at hun har været sygemeldt fra sit arbejde i flere perioder.

Fik store nedture
- Det var nogle store spørgsmål som, hvad der skal ske med ens liv, der meldte sig.  Det gjorde nogle gange, at jeg fik nogle store nedture, som jeg ikke bare sådan lige kunne håndtere selv, fortsætter Nanna Blume.

For nyligt kom det frem, at hver sjette kvinde rammes af en depression efter et års fertilitetsbehandling, der ikke har givet det ønskede resultat.

Eksperter vil have flere psykologer
I den forbindelse retter eksperter kritik mod det danske sundhedsvæsen for ikke at have nok fokus på problemstillingen.

Læs også: Ekspert om fertilitets-depressioner: Vi kan lære af andre lande

- I andre lande er der en meget større anerkendelse professionelt af, at sygdomme har både en biologisk og en psykosocial side, og at man skal tage hånd om begge dele i sundhedsvæsenet. Og det har vi i meget ringe grad i det danske hospitalsvæsen, sagde Lone Schmidt, som er lektor på Institut for Folkevidenskab på Københavns Universitet til tv2.dk i går.

Men ifølge Danske Regioner, der står for at drive det danske sygehusvæsen, kommer der ikke til at være flere psykologer tilknyttet de offentlige fertilitetsklinikker.

Læs også: Regionerne om fertilitets-depressioner: Har ikke råd til flere psykologer

- Selv om intentionen uden tvivl er god, så kan vi altså ikke forsvare bare at ansætte nogle flere psykologer rundt omkring på sygehusene.  Vi er nødt til at finde løsninger inden for de midler, vi har, skrev Ulla Astman (S), som er formand for Danske Regioners sundhedsudvalg i går til tv2.dk.

Har du prøvet noget lignende eller har du brug for et godt råd i forhold til ufrivillig barnløshed, så kan du i aften stille spørgsmål til en psykoterapeut og tidligere sygeplejerske på en fertilitetsklinik. Tina Sandager besvarer jeres spørgsmål på vores chat fra kl. 21-23. Stil dem i bunden af denne artikel eller på 22skammelsens Facebook-side.