Samfund

Forfatter: Derfor gik Se og Hør efter toppolitikere

Det var attraktivt for Se og Hør at overvåge toppolitikere. Det forklarer forfatter - og tidligere journalist på ugebladet - Ken B. Rasmussen. Efter at TV 2 tidligere fredag kunne dokumentere, at fem toppolitikere er blevet overvåget af ugebladet, forklarer Ken B. Rasmussen, hvorfor det netop var relevant for ugebladet

- Jeg husker ikke præcist, hvad vi gik efter på de tidspunkter, men sådan som jeg husker det, så var det med Lene Espersen dengang, hun var i stormvejr med det møde, hun tog til på Island. Jeg husker også at vi på det tidspunkt var tit ude at lure ved hendes bolig syd for København. Vi sad i biler for at få fat i hende og få en kommenterer. Jeg mener at kunne huske, at det var svært at få hende til at sige noget om noget som helst dengang, siger Ken B. Rasmussen til TV 2.

- Løkke var i det hele taget ganske overvåget, fordi han var statsminister, men jeg tror han blev ekstra overvåget med diverse bilagssager, der var fremme i medierne, uddyber han.

TV 2 er i besiddelse af SMS'er fra tys-tys-kilden, der kunne spore kendte og politikere i dankortsystemet, og de viser blandt andet, at Lene Espersen blev tippet til at være i New York, mens Brian Mikkelsen blev set i Thailand. Ken B. Rasmussen fortæller om målet med eftersøgningen. De tre andre politikere er Lars Løkke Rasmussen, Helle Thorning-Schmidt og Pia Kjærsgaard.

- I vores verden var det at fange de mennesker, der var rigtig kendte og aktuelle i andre medier. Det kan godt være, at andre medier gik efter det politiske men så gik vi efter det personlige. Løkke, som var på forsiden af alle aviserne med bilagssagerne, hvis vi kunne få ham et sted, hvor han står og bruger penge, så kunne vi bringe paparazzifotos på den måde, siger Ken B. Rasmussen.

Den nuværende chefredaktør for Se og Hør, Niels Pindborg, har følgende kommentar til sagen:

- Vi der arbejder på SE og Hør i dag har den største interesse i at komme til bunds i denne sag og få det fulde overblik over sagens omfang.

- Jeg har først fået kendskab til denne liste gennem medierne, og jeg er chokeret over dens eksistens og omfang. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige undskyld til de personer, der optræder på listen, og som derfor kan føle sig krænket. Jeg tager som tidligere sagt stærkt afstand fra anvendelse af alle former for ulovlige metoder. 

Se hele indslaget med dokumenterende SMS'er i Nyhederne klokken 19.