Samfund

Hurtig ekspedition: Fik afslag på førtidspension på tre timer

Mens nogen trækkes med systemet i flere år, så går det for andre hurtigt med at få et svar. Det kan den 51-årige Marianne Nedergård skrive under på.

Hun har søgt om førtidspension på grund af en arbejdsskade, og har flere gange fået et nej. Og sidste gang Marianne Nedergård ankede sin sag, så lå svaret der prompte.

- Jeg blev ærlig talt noget overrasket, da svaret lå i min e-boks kun tre timer efter jeg fysisk havde afleveret min anke, siger Marianne Nedergård til tv2.dk.

Hun var dog forberedt på, at svaret nok ville blive negativt – dog ikke, at det ville gå så hurtigt.

- Jeg havde forberedt og afleveret en længere anke, hvor jeg havde vedlagt en masse bilag, som dokumenterede min tilstand og vilje til at forbedre mit helbred. De valgte blandt andet at ignorere fire psykiater- og lægeudtalelser, som alle dokumenterer min tilstand, siger Marianne Nedergård.

- Det er svært at tro, at de har kunnet nå at kigge det hele igennem, og så tage stilling til det på kun tre timer, siger hun og tilføjer:

- Ligegyldigt hvad jeg gør, eller hvad jeg skriver, så bliver jeg overhørt. Min sag har været afgjort længe.

To voldsomme oplevelser har efterladt en skadet psyke

Marianne Nedergård har søgt om førtidspension, fordi hun i dag er psykisk invalideret efter to meget voldsomme episoder i hendes arbejdsliv.

Tilbage i 1989 arbejdede Marianne Nedergård på et bosted for domsanbragte udviklingshæmmede, hvor hun blev udsat for et drabsforsøg, da en af beboerne tog kvælertag på hende. Marianne fik efterfølgende hjælp hos en psykolog, men efter et stykke tid, så følte hun, at hun kunne vende tilbage til sit arbejde. Og indtil 2010, hvor Marianne Nedergård arbejdede på et andet bosted for voksne udviklingshæmmede, gik det fint.

- Den 11. februar 2010 blev jeg igen overfaldet af en beboer. Som et lyn fra en klar himmel overfaldt hun mig, overdængede mig med slag, spark og spyt. Overfaldet eskalerer yderligere, da knive involveres.

Til alt held lykkedes det Marianne at redde sig selv og stedets to andre beboere væk, men da var skaden sket.

- Det slår klik inde i mit hoved, og min hjerne stikker fuldstændigt af, og pludselig kom der en masse ting væltende op til overfladen, fortæller Marianne Nedergård.

- En psykolog, fortæller mig senere, at hændelsen fra 1989 har ligget latent i min hjerne og bryder, ved det nye overfald, ud i lys lue og det får fatale følger for mig rent psykisk.

En hverdag præget af angst

De to oplevelser har givet Marianne Nedergård et så stort psykisk knæk, at hun i dag er diagnosticeret med posttraumatisk stress og en svær depression. I dag kæmper hun blandt andet med angsten for at gå ud.

- Min hverdag er præget af angst. Jeg er meget stærkt lydfølsom, døre der smækker, telefonen der ringer, folk som uventet taler bag mig eller rører ved mig, gør mig angst. Jeg har også social angst, og kan i lange perioder ikke selv handle ind, og jeg er afhængig af, at mine venner og min familie kommer og hjælper mig med dagligdagsting, som jeg i dag ikke kan overkomme.

Siden den sidste episode på arbejdet har Marianne Nedergård blandt andet været indlagt på psykiatrisk afdeling flere gange og deltaget i alle de ting, som hun er blevet tilbudt. Marianne har sågar fået elektrochok for at blive rask. Hun får i øjeblikket fem forskellige slags psykofarmaka. Men intet har hjulpet.

Arbejdsevne skal afprøves

Marianne Nedergård har gennem hele forløbet, haft et stærkt ønske om at vende tilbage til arbejdsmarkedet, men da hendes psykiater rådede hende til at søge førtidspension, gjorde hun det modvilligt.

- Ifølge min psykiater vil jeg aldrig kunne komme til at arbejde igen, og derfor sagde jeg ja til at søge førtidspension.

Men Mariagerfjord Kommune, som Marianne bor i, vil ikke sende hende på førtidspension, fordi den ikke mener, at hendes arbejdsevne er udtømt. For at afklare hvor meget og hvad Marianne kan arbejde med, har hun også været i praktik på netop det bosted, hvor det seneste overfald fandt sted. Beboeren som overfaldt hende, var for længst blevet forflyttet.

- Jeg var i praktik fire timer om ugen. Det var det eneste sted, jeg var tryg ved at være arbejdsmæssigt. Jeg var glad hver gang, jeg tog afsted, og når jeg kørte hjem igen, men hver gang jeg havde været der, var jeg psykisk helt udtømt i to dage efter. I løbet af de få timer, som jeg var på arbejdet, måtte jeg ind at hvile flere gange, fordi jeg brugte så meget energi, rent psykisk, på at være der, siger Marianne Nedergård og fortsætter:

- Efterhånden var der så mange skånehensyn, der skulle opfyldes – for eksempel at jeg skulle sidde på en bestemt måde i forhold til døren på grund af min angst, at jeg simpelthen ikke kunne være der mere. Jeg var en hæmsko – ikke kun i forhold til mig selv, men også i forhold til kollegerne og beboerne på stedet. Bostedet har dog været der 120 procent for mig, i de fire år der er gået siden overfaldet.

Vi tror på, at sagsbehandlingen har været korrekt

Hos Mariagerfjord Kommune vil man ikke kommentere på enkeltsager, men her medgiver man, at en tre timer lang sagsbehandling af Marianne Nedergårds sag, ikke er lang.

- Målt i tid kan jeg godt forstå, at det lyder som meget kort tid. Men jeg håber og tror på, at sagsbehandlingen er foregået korrekt, siger arbejdsmarkedschef ved Mariagerfjord Kommune, Michael Tidemand, til tv2.dk.

Han forklarer den korte sagsbehandlingstid med, at sagen allerede har været godt belyst, og at sagsbehandleren derfor må formodes at være så godt inde i sagen, at han eller hun hurtigt kan vurdere sagens udfald.

Arbejdsmarkedschefen kan sagtens forstå, hvis man kan få den tanke, at ens sag er afgjort på forhånd, når man, som Marianne Nedergård, får afslag på ens anke kun tre timer efter, at den er afleveret.

- Jeg kan godt forstå det signal, som man ville opfatte i denne her forbindelse. Men hos kommunen har vi tiltro til den sagsbehandler, der er på sagen, siger Michael Tidemand, som tilføjer, at man sjældent vil have held med at få sin pensionssag genoptaget ved at anke den til ankenævnet.

- Ankenævnet kan jo godt vurdere, at kommunen ikke har ret. Men det sker meget sjældent, fordi vi som sagsbehandlere jo ofte har fat i den lange ende, når vi tager beslutninger i den her slags sager. Nye oplysninger i sagen vil heller ikke blive taget i betragtning, når sagen ankes til nævnet. Nye oplysninger kan dog komme i betragtning ved den videre sagsbehandling, som ligger efter anken, forklarer Michael Tidemand.

Må sælge sit hus for at få råd til at leve

Marianne Nedergårds sag er nu endt ved Ankestyrelsen. Her har hun fået besked på, at sagsbehandlingstiden kan vare op til 10 måneder. Hun er nødsaget til at sælge sit hus, da hun ikke længere magter det pga sygdommens svære karakter og økonomi.  Marianne Nedergård må klare sig for få penge, da hun ikke er berettiget til at modtage kontanthjælp.

Kampen om førtidspension

Karsten Rygvraa har det som Marianne: Det er ikke muligt at få førtidspension. Men Karsten kan heller ikke få et af de flexjob, han prøver af i sin praktik. 

- Det undrer mig meget, hvorfor jeg skulle deltage i praktikkerne, hvor af den ene varede et år, når det efterfølgende kunne konkluderes, at mine skånehensyn ikke kunne tilgodeses, siger han.

LÆS KARSTENS HISTORIE: Nægtet flexjob: Kommune dømte arbejdsprøvninger ude