Samfund

VIDEO: Sådan reagerer danskere på åbenlys racisme

De to unge danskere Arian Kashef og Emil Behrndtz havde i februar stor succes med et eksperiment, hvor de undersøgte, hvordan danskere reagerer, når de ser kærestevold på åben gade.

Den debatskabende video vakte stor opsigt, og nu har de lagt endnu en video ud på deres YouTube-kanal, Arian Planet, men denne gang fokuserer de på racisme, som, de mener, finder sted i al for høj grad.

I videoen - som du også kan se øverst i denne artikel - tester de, om danskere skrider ind over for racisme, når de er vidne til det.

- Folk skriver på Facebook osv., at de er imod racisme, og at det skal stoppes, men man er nødt til at vise det i virkeligheden, så de oplever det med deres egne øjne, forklarer Arian Kashef til tv2.dk om baggrunden for videoen.

- Der er ikke nogen andre i Danmark, der takler problemet på den her måde, siger Arian og håber, at eksperimentet kan være med til at sætte fokus på racismeproblemer, som han ikke mener, burde forekomme i Danmark anno 2014.

I flere af situationerne i videoen skrider folk da også ind og blander sig, og Arian Kashef nævner selv en episode, hvor en ældre mand reagerer på de racistiske kommentarer, som en, der kan være med til at ændre folks måde at takle racisme på.

Arian Kashef ønsker over for tv2.dk at slå fast, at der ikke ligger noget i, at det i videoen er en dansker af anden etnisk herkomst (spillet af ham selv), der bliver chikaneret af en etnisk dansker:

- Det er meget vigtigt at sige, at det her intet har med 'danskere mod indvandrere' at gøre.

- Der er lige så mange indvandrere, der er racister mod danskere, siger Arian Kashef, som håber, at budskabet om, at racisme ikke hører til nogen steder, vil stå tilbage, når folk ser videoen – samt at folk aktivt begynder at gøre noget ved det i deres dagligdag.

Se Arian Planets nyeste video øverst i artiklen, og se herunder deres tidligere eksperiment med kærestevold – eller se mere til de to unge videokreatører på deres Facebook-side.