Samfund

'Med børnene som våben': Nu taler Kathrine og Carsten sammen

I løbet af ugen har vi her på TV 2 fortalt om de store omkostninger, det har for børnene, når far og mor går i krig mod hinanden i dokumentarserien 'Med børnene som våben'.

Men når en skilsmisse går i hårdknude, findes der måder at løse den på. Det er Kathrine og Carsten Grølsted et godt eksempel på. Til at begynde med kunne de heller ikke være i stue sammen. Så søgte de hjælp - for børnenes skyld. De fik en hjælp, der gør, at de i dag har fået det til at fungere.

Tilbage i 2009 gik Kathrine og Carsten Grølsted fra hinanden - og derfra gik det i hårdknude.

- Det var forbundet med misforståelser, ærgrelser og frustrationer over de reaktioner, der kom det andet sted fra, siger Carsten Grølsted til TV 2.

Det påvirkede deres to piger på ni og 11 år. I 2012 tog Kathrine Grølsted en beslutning.

Hun og datteren startede i terapi, mens Carsten Grølsted søgte hjælp et andet sted. Efter et stykke tid kunne de sammen sidde over for terapeuten.

- Man må have fokus på børnene, i stedet for at have fokus på sig selv. Der var da mange ting, hvor jeg kunne have stået på en juridisk ret, men det får børnene jo ikke en skid ud af, siger Carsten Grølsted.

Familieterapeut Anna Prip oplever et stigende antal henvendelser fra skilsmissefamilier - og det er aldrig for sent, siger hun.

- Når man har børn med en anden, så er man forældre resten af sit liv. Man skal indstille sig på at finde ud af, hvordan man kan have en kommunikation. Alle kan hjælpes, siger Anna Prip.

Kathrine og Carsten Grølsted er i dag et sted, hvor de kan fejre pigernes fødselsdage sammen.