Samfund

- Forkvaklede folk er nervøse for religiøse unge

Zubair Hussein mener, at der burde være plads til et rum til at bede i på gymnasier Polfoto

Unge gymnasieelever bør have et rum at bede i. Sådan mener Zubair Butt Hussain, samfundsdebattør og tidligere talsmand for Muslimernes Fællesråd. Han mener, at det vil være godt at have et rum for de gymnasieelever, hvor de kan bede. Noget, som Københavns Åbne Gymnasium i denne uge har afvist på trods af 170 elevers ønske.

- Det ville være praktisk lettere for alle med et fælles rum til fordybelse. Du behøver ikke at kalde det et bederum. Du ser det også i lufthavne, hvor jeg ofte har brugt et bederum. Det er både for at tage hensyn og ikke virke som en torn i øjet på nogen, hvis jeg skulle gøre det, og så for at få ro. Man ønsker ikke at blive forstyrret unødigt, siger han til tv2.dk.

Han forklarer, at det ikke kun skal handle om muslimer. Det bør være en mulighed for alle på gymnasiet – fordi når nogle af dem senere i livet skal studere på universiteter, så er der den mulighed:

- Det ville være fint med et tilbagetrækningsrum på gymnasier, fordi alle kan have behov for fordybelse. Nogle har brug for det, før de sover, andre har det fem gange om dagen. Man ønsker jo ikke at blive omdrejningspunktet, når man beder, og så kan man gøre det i et rum, uden at nogen finder det humoristisk eller til besvær. Og det kan være et rum for alle religioner eller gymnasieelever, der har brug for ro, hvis de har fået en dårlig karakter eller lignende. Derfor synes jeg, at man skal have mulighed for at fordybe sig, siger Zubair Butt Hussain.

Han tror, at en af årsagerne til, at gymnasier ikke vil tillade bederum, er de historier om unge, ekstreme religiøse, og de kan skræmme skoleledere og andre.

- Mit bud er, at det handler en forkvaklet slutning. At man er bange for, at religiøse unge afmarcheres. Men nervøsiteten handler om grænseeksempler. Og folk er nervøse over, at unge religiøse får en afstumpet adfærd.  Og her må jeg bare sige, at dem, der tror det, ikke har forstået dybden af religion.

- Nogle gange skal folk slå ud med armene og sige: Går verden af lave ved at have et rum til at bede i? Jeg har altid selv oplevet åbenhed, når jeg har skullet bede, og det er vigtigt, at folk kan fordybe sig, tilføjer han.

Zubair Butt Hussain mener, at det vil skabe mere opmærksomhed på de religiøse, der har brug for fordybelse, hvis de bliver nægtet et rum.

- Uden et bederum vil folk lave knæfald i hjørner, fordi der er ikke noget forbudt i at bede. Hvis danske muslimer eller andre religiøse, har behov for bøn, er det så ikke bedre, at der er et rum til dem? Er det fordi, vi ikke kan rumme folk i Dagens Danmark? Vi er forhåbentlig i Danmark kendt for at have højt til loftet, uagtet om det bøn, bikini eller burka i det offentlige rum.

Når Zubair Butt Hussain er tilhænger af et rum til de unge, så understreger han samtidig, at det er vigtigt med fælles regler for at undgå, at rummet bliver brugt forkert.

- Og for at sådan et fordybningsrum skal være der, kræver det regler, der er nedfældet af elever og institution i fællesskab, så formålet ligger klart. Det er vigtigt med gensidig afklaring, da det giver åbenhed og mulighed for eksklusion, hvis det ikke benyttes i henhold til formål.