Kronprinsen: Godt, vi sover i samme seng

I dag kunne hele Danmark mindes da Mary Donaldson for 10 år siden sagde ja til sin danske kronprins Frederik og det halve kongerige. Men hovedpersone

I dag kunne hele Danmark mindes da Mary Donaldson for 10 år siden sagde ja til sin danske kronprins Frederik og det halve kongerige.

Men hovedpersonerne selv befandt sig langt udenfor landets grænser, nemlig i Polen, hvor de i disse dage er på erhvervsdelegation.  TV 2s Ulla Terkelsen fik mulighed for at lykønske det royale par og stille dem et par spørgsmål på deres 10 års bryllupsdag.

Her reflekterede kronprins Frederik bl.a. over, hvad det betød for ham, da han blev gift med sin australske prinsesse.

- Det er dejligt at være to på arbejde. Det er noget af det bedste, der er sket for mig. På officielle gerninger er det fantastisk at kunne gå hånd i hånd sammen. Men også at have et virke hver for sig i løbet af dagen - og så kan vi dele de spændende ting, vi har oplevet. Det gør det mindre hårdt sidst på dagen end det gjorde, før jeg blev gift.

Kronprinsparret fortalte dog også, at de endnu ikke har haft tid til at fejre deres 10 års bryllupsdag, i det de indtil videre har haft et meget stramt program i Polen.

- Det er godt, vi sover i samme seng. Så kan man vågne sammen og sige godmorgen og tillykke og hvor er det vildt, at der er gået 10 år på den her dejlige måde, sagde en smilende kronprins Frederik.

Rørt over ros
Herefter bad Ulla Terkelsen kronprins Frederik om at sætte ord på, hvordan kronprinsesse Mary har klaret de første 10 år som dansk kronprinsesse.

- Det er svært at sætte ord på. Det er fantastisk, hvad hun har gjort de sidste 10 år. Dels for hende selv personligt og hvad hun har gjort for sit nye land. Det er svært at fatte det i ord. Det er simpelthen så flot. At Australien også har taget del i den glæde, gør én ekstra stolt, lød det fra kronprins Frederik, mens en tydeligt rørt og lidt genert smilende kronprinsesse Mary stod ved sin mands side og modtog hans ros.

Selv satte hun også ord på de sidste 10 år.

Har det været hårdt? Lød det bl.a. fra Ulla Terkelsen.

- Det har været en rejse. En vidunderlig og til tider udfordrende rejse, men jeg har nydt hvert eneste øjeblik og jeg glæder mig til alle de årtier, der ligger foran os, sagde kronprinsesse Mary.