800 gange om året bliver forælder og barn tvunget fra hinanden

Næsten 800 gange om året beslutter Statsforvaltningen, at et barn ikke skal se den ene af sine forældre. Og det tal er endda kun en konservativ udregning på baggrund af Ankestyrelsens indberetninger fra Statsforvaltningen. Tallet kan altså godt være højere.

Dokumentarserien "Med børnene som våben" dykker ned i flere af de ødelagt familier og undersøger, hvordan det rammer alle, når forældrene fører krig mod hinanden med børnene som magtmiddel.

- Det er forfærdeligt, at man ikke må se sit barn. Det er systemsvigt. Men det handler ikke om mig. Det handler om barnets ret til at se sine forældre, siger John Paul, der ikke må se sin nu tiårige datter Isabel.

Samme oplevelse har Cirkeline, der ikke har set sine børn i over to år. Sammen med sin eksmand har hun fælles forældremyndighed over børnene, men hun har ikke ret til at se dem. Derfor er hendes eneste mulighed at samarbejde med faren, men han nægter at lade hende se de to børn.

- Det vil altid være et hul, man vil have i sig. Man vil aldrig komme over det. Det er en fuldstændig urealistisk situation, så man vil aldrig vænne sig til det, man vil altid være et halvt menneske, siger hun.

Dobbelt så mange sager

Ofte kan den ene forælders chikane føre til, at den anden ikke længere må se sit barn. Det lønner sig nemlig at forhale tiden over for kommune, domstol og Statsforvaltningen, hvis man vil vinde forældremyndigheden over sine børn i skilsmissesager. Det kan være udeblivelse fra møder, afbud i sidste øjeblik samt sene svar på myndighedernes skrivelser. Og ofte lønner chikanen sig.

Siden Forælderansvarsloven blev indført i 2007 er antallet af samværssager, der er gået så meget i hårdknude, at Fogedretten må indover, steget. 2441 samværssager er blevet afsluttet i Fogedretten. Det er en stigning på omkring 50 procent.

- Det ser ud til, at der er nogen, der spekulerer i manglerne i sagsbehandlingen og i at trække tiden ud, og at der er nogen, som synes, at målet helliger midlet, siger formanden for Danske Familieadvokater, Helle Larsen, til Kristeligt Dagblad.

Flere steder på internettet florerer en uofficiel "opskrift" på, hvordan man i sager om samvær, bopæl og forældremyndighed med fordel kan snyde systemet ved at komme med falske anklager og trække tiden ud.

Kender til opskrift

Hos Statsforvaltningen, der behandler sager om samvær, bopæl og forældremyndighed, erkender kontorchef Bente Koudal Sørensen problematikken.

- Ja, vi har kendskab til, at der ligger en opskrift, så man kan bygge sin sag op på en måde, der falder ud til ens egen fordel og uden, at man bagefter kan dømmes for injurier, siger Bente Koudal Sørensen til Kristeligt Dagblad.

- Vi ved også, at tiden kan arbejde for den ene forælder, og at jo længere tid et barn ikke ser den ene, desto sværere bliver det at genetablere kontakten.

I klippet over artiklen kan du høre Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår, og Bibi Wegler, psykolog og børnesagkyndig, fortælle, hvordan det påvirker børnene, når de bliver taget til fange i forældrenes konflikt.

Af hensyn til børnene har vi udeladt efternavne på forældrene i denne artikel.

SE MED PÅ TV 2 KL. 21.00 TIRSDAG. DE EFTERFØLGENDE TO PROGRAMMER SENDES ONSDAG OG TORSDAG KL. 20.00.

Med børnene som våben

Med dokumentarserien 'Med børnene som våben' sætter TV 2 i tre programmer fokus på børn i skilsmissefamilier.

Mange skilsmisser ender i dag i en kamp om børnene. Næsten 800 gange om året beslutter Statsforvaltningen at et barn ikke skal se den ene af sine forældre. Og de tal er endda kun en konservativ udredning på baggrund af Ankestyrelsens indberetninger fra Statsforvaltningen. Tallet kan altså godt være højere.

Første program vises tirsdag klokken 21.00 på TV 2. De følgende to programmer vises onsdag og torsdag klokken 20.00