Russisk homo-par viet i København: Vi er ikke bange
Under en paraply på Højbro Plads står Rudiy og Iurii. De venter på at give hinanden et ja, der i deres hjemland under ingen omstændigheder kan komme på tale.
De to russiske mænd er homoseksuelle og har været kærester i 11 år. De bor i Rusland, men i denne uge er de taget til København.
- Vi er her ikke for at opleve Eurovision. Slet ikke, siger Rudiy bag sine brune briller, da tv2.dk’s udsendte spørger, hvorfor de er i København.
- Vi er her for at blive viet, og Danmark er det land tættest på Rusland, hvor det kan lade sig gøre. København er vidunderlig. Den er så fri, men grand prixet, det interesserer os ikke, siger Rudiy samtidigt med, at øjnene åbner sig bag de mørke briller.
De to russere er iklædt jakkesæt og står og spejder over mod den røde løber, som Københavns Kommune i dagens anledning har rullet ud. Her er direktør i Københavns Borgerservice, Thomas Jakobsen, for øjeblikket ved at skrive under på et par papirer.
Han har netop viet et andet homoseksuelt par, og næste i køen er Rudiy og Iurii.
Hjemme i Rusland har parlamentet for under et år siden indført en lov, der gør det ulovligt at informere om, og udvise homoseksuel adfærd.
En lov, der har gjort det endnu sværere at være homoseksuel i et samfund, der i forvejen ikke havde meget til overs for kærlighed mellem to personer af samme køn.
- Det er ikke behageligt for os i Rusland, men vi frygter ikke for det, vi gør, siger Rudyi om den vielse, der skal foregå lige om lidt.
De to russere har ikke selv været udsat for ubehageligheder derhjemme, men Rudyi fortæller, at flere af deres homoseksuelle venner er blevet chikaneret.
- Vi har aldrig overvejet at flytte fra Rusland. Nu skal vi så vies her, men jeg frygter ikke at komme tilbage, siger Rudiy og kigger over mod den røde løber.
- Undskyld, nu er det vidst vores tur.
Amerikansk ambassadør-visit
Rundt om den røde løber på Højbro Plads står 50-60 personer. Nogle af dem fra pressen, men de fleste af de fremmødte er enten familiemedlemmer eller bare nysgerrige københavnere.
Denne fredag formiddag skal 16 par vies. De fleste af dem er homoseksuelle. Der er både amerikanere, tyskere, polakker, ungarer og israelere. Og ja, så er der også lige en ambassadør.
Han er fra USA og hedder Rufus Gifford. Han er selv homoseksuel og har taget sin partner gennem fem år,Stephen DeVincent, med ind til Højbro Plads sammen med sin familie. Men det er ikke for at blive viet.
- Vi er et offentligt homoseksuelt par, så det er faktisk vores ansvar at vise vores støtte til de her modige par fra hele verden. Inklusiv russiske par, der er kommet her for at blive gift, siger Rufus Gifford til tv2.dk med henvisning til Rudiy og Iurii, der inde på den røde løber netop har sagt ja til hinanden.
- Det her, det måtte jeg bare ikke gå glip af. I mine øjne er det her et eksempel på Danmark, der viser vejen for resten af verden. Ud over at mødes med dronningen er der ikke et vigtigere event for mig her i Danmark. Så jeg vil rigtig gerne være med her og vise min støtte, siger han.
Rufus Gifford har været amerikansk ambassadør i Danmark siden 15. august 2013. Men selvom han ikke engang har været i Danmark i et år, har han allerede et godt indtryk af landet.
- Folk spørger mig tit, hvad kan vi lære af Danmark? Og det her er et perfekt eksempel på en af de mange ting, vi kan lære af jer. I dele af USA ville det her godt kunne lade sig gøre i dag. Men vi kunne ikke have gjort det for ti år siden. I gjorde det allerede for 25 år siden, og det fortjener at blive fejret over hele verden, siger Rufus Gifford og understreger, at han er glad for de fremskridt, USA gør inden for området i øjeblikket.
Glad for russisk kritik
Københavns Kommune har viet par under åben himmel de seneste fire år. Og det er ikke første gang, at homoseksuelle er i blandt.
Men i år har kommunen gjort en ekstra indsats for at vie homoseksuelle i netop denne uge. Det skyldes, at mange af det igangværende melodi grand prixs gæster er homoseksulle, men også fordi, at det i år er 25 år siden, at Axel og Eigil Axgil i København blev viet, som det første homoseksuelle par i verden.
At Københavns Kommune på den måde blander homoseksualitet ind i melodi grand prixet har fået en af medskaberne af den russiske anti-homolov Vitaly Milonov til at kalde sangkonkurrencen for ”homo-propaganda”.
Det generer dog ikke Thomas Jakobsen, direktør i Københavns Borgerservice, der i dag forestår vielserne. Tværtimod.
- Vi så godt en artiklen fra Moscow Times, hvor de var efter os, og så synes vi jo, at vi har ramt det meget godt, når det lykkedes at komme i der. Det er god reklame og dejligt at det kunne lade sig gøre, siger Jakobsen, der i dagens anledning er trukket i en sort kappe.
Bag ved ham står Brian og Sean. De er fra Nevada og er netop blevet viet.
- Tro det eller ej, men jeg fik øje på arrangementet på Twitter. Jeg sendte linket til Sean og spurgte: Hvad synes du? Det var så meget frieri, det kunne blive til, griner Brian og fortæller, at Nevada ikke tillader homoseksuelle at blive viet.
En lesbisk homofob
Af de 16 par, der bliver viet denne fredag formiddag er tre af dem lesbiske. Et af dem består af en dansker og en belgier. Og blandt parrets venner står en kvinde i lilla hættetrøje og med solbriller for øjnene.
Det er komikeren Linda P, der er på Højbro plads for at fejre sin ex-svigerinde.
- Jeg er jo blevet beskyldt for at være den eneste lesbiske homofob i Danmark. Jeg synes det har fyldt for meget med Copenhagen Pride og fjerboaer over det hele. Det er blevet for meget.
- Men jeg synes, at det her er rigtig fint, siger hun kort inden pladsen er ved at være tom.