Samfund

It-ekspert om RKI-læk: Det sidste vi har brug for

Ukendte gerningsmænd er kommet i besiddelse af følsomme data fra skyldnerregistret RKI.

Politiken er blevet tilsendt flere eksempler på en række fortrolig data fra en gruppe hackere, der vil udstille, hvor let det er at få adgang til personfølsomme-oplysninger fra firmaer og myndigheder. Oplysningerne stammer ikke direkte fra RKI, men alligevel er det lykkedes hackerne at få fat i RKIs data og matche dem med cpr-numre.

Og det er en skandale, hvis det virkelig er lykkedes hackere at få adgang til RKIs data. Det siger it-sikkerhedsekspert Shehzad Ahmad.

- Den tid vi oplever lige nu med de her sager her, er ikke god. Det er noget af det værste, vi oplever. At der så kommer den her sag med RKI, det er det sidste, vi har brug for. For vi må ikke ende der, hvor borgerne begynder at miste tilliden til instanser, som opbevarer vores personfølsomme data. Det må bare ikke ske.

En skandale

Ifølge Shehzad Ahmad bør sådanne sager slet ikke kunne lade sig gøre.

- Det bør simpelthen ikke kunne lade sig gøre for en hacker-gruppe at hacke sig ind på den måde, alene for at vise, at det er ikke kun Nets, IBM og Se og Hør, der er problemer med. Vi har også andre, som ikke er i stand til at opbevare vores følsomme data, siger han og tilføjer:

- Hvis det er sandt, det her, så er det en skandale.

Selskabet Experian, der driver skyldnerregistret RKI, vil melde sagen til Datatilsynet og til politiet.

Kontorchef ved Datatilsynet, Lena Andersen, siger til tv2.dk, at man endnu ikke har modtaget anmeldelsen.

- Derfor har jeg heller ikke mulighed for at udtale mig yderligere om sagen. Vi ved faktisk ikke, hvad der er foregået.